Weekenden den 1.-3. februar blev for en gangs skyld forholdsvis rolig for politiet i Grenaa, og derfor fik patruljerne på vejene bedre tid til at kigge efter spritbilister.
Det fik tre mænd fra Djursland at mærke, idet de alle blev sigtet for at køre personbil i påvirket tilstand.
Det var en 50-årig mand fra Ryomgård, der blev stoppet på Thorsagevej i Ryomgård, en 30-årig mand fra Ebeltoft, som blev standset på Århusvej i Tirstrup, og en 52-årig mand fra Mørke, som var uheldig at møde politiet på Randersvej i Termestrup ved Mørke. Alle blev anholdt og taget med til blodprøveudtagning. Efter anmeldelse fra en anden bilist blev en 52-årig kvinde fra Glesborg anholdt og sigtet for spirituskørsel i Markedsgade i Grenaa. Anmelderen havde lagt mærke til, at kvinden var ved at køre i grøften fra Glesborg mod Grenaa og kontaktede politiet, der inde i byen fik kontakt med den formodede spritbilist. Det skete mandag 4. februar kl. 15.25.
Tæt ved politigården, på Århusvej i Grenaa, stoppede en patrulje tirsdag 5. februar en bil, ført af en 28-årig mand uden fast bopæl. Han kunne ikke vise noget kørekort, fordi politiet har inddraget det administrativt i forbindelse med en tidligere færdselssag. Han havde lidt hash og amfetamin på sig, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
En 35-årig mand fra Kolind-egnen tog chancen og kørte bil uden kørekort, men var uheldig at møde politiet en torsdag formiddag på Korupskovvej ved Kolind. Han måtte erkende, at han er frakendt førerretten. Det koster første gang en månedsløn og i gentagelsestilfælde fængselsstraf.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof