En tyvebande kørte forleden rundt på Øst- og Midtdjursland og begik tre indbrud i villaer og i en landejendom ved højlys dag.
Det var fredag 8. februar, at tyvetogtet fandt sted, og det gik bl.a. ud over to villaer i et ellers fredeligt område på Skovbrynet i Georgsminde nord for hovedvej 16 op mod Løvenholmskoven.
I den ene villa blev der stjålet to fladskærms-tv, et digitalkamera og et par hundrede euro. En terrassedør var brækket op mellem kl. 6 og 14. I den anden villa indfandt tyvene sig mellem kl. 7 og 15. Her blev udbyttet bl.a. et guldur, et digitalkamera af mærket Canon og forskellig valuta for ca. 2.000 kr.
Tyvene fik også stor "gevinst" på en landejendom på Gammel Landevej i Gammel Mølle mellem Ørum og Fannerup. Her blev der taget ca. 10.000 kr. i kontanter, tre bærbare PC'ere, heraf to af mærket Toshiba og en af mærket Acer, et digitalkamera af mærket Olympus, tretårnet sølvtøj og en del smykker. Et vindue var brækket op mellem kl. 7 og 15. I forbindelse med indbruddet er der set en ældre rødlig personbil.
Indbo væltet og alt gennemrodet
I en villa på Georgsmindevej i Tustrup ved Nørager gik tyvene voldsomt til værks. Efter at have sparket en dør op blev meget indbo væltet og alt gennemrodet, men der er tilsyneladende ikke taget noget. Det skete mellem kl. 7 og 17.
På en landejendom på Randersvej på Fausing Mark blev der fjernet forskellige hvidevarer. Hoveddøren var brækket op.
Lørdag 9. februar mellem kl. 21 og 22 blev der begået tyveri i en landejendom på Åbrovej ved Ørum. Mens familien havde gæster på besøg, forsvandt der en bærbar PC fra stuen.
Fem sommerhus-indbrud i Fjellerup
Fem sommerhuse ved Fjellerup Strand havde tyvebesøg i dagene op til søndag 10. februar. På Åbenhusvej tog tyvene en trillebør og kørte væk med en flaske rød Aalborg-snaps og en flaske gin. På Lupinvej var et vindue brækket op til et sommerhus, og her er udbyttet ikke gjort op. På Henriksvej blev en dør opbrudt og alt rodet igennem, men der er formentlig ikke taget noget. På en vej, der hedder Fløden, var et vindue brudt op. Her blev der fjernet en affugter af mærket Wasco. På en vej, der hedder Lunden, blev der stjålet øl, spiritus og værktøj. En lås var brækket op.
Efter denne weekend fortsatte tyvene deres virksomhed mandag 11. februar. Da blev der mellem kl. 7 og 12 begået indbrud i en landejendom på Langbjergvej i Hevringholm ved Vivild. Udbyttet blev en bærbar PC, en hvidguldsring og et digitalkamera. En rude i en fordør var knust.
På en ejendom ved Nordkystvejen nær Allingåbro blev der samme dag stjålet nummerplader fra en Golf-personbil. Nummeret er OX 30 913.
På Bodevej i Hollandsbjerg ved Ørsted har der også været indbrud på en landejendom. Herfra løb tyvene med forskelligt håndværktøj, et topnøglesæt og et gevindskæresæt. Der var indbrud samme sted i november, og da blev der fjernet en båndpudser. Et vindue var brudt op.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof