En 24-årig mand, som nu bor i Ørum, er i et grundlovsforhør i retten blevet varetægtsfængslet som sigtet for et røveri, der blev begået med en ven for godt syv måneder siden i Termestrup ved Mørke.
For en måneds tid siden blev vennen, en 20-årig mand fra Hornslet, i en domsmandsret i Randers dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling for bl.a. røveriet mod kiosken ved OK-benzinstationen på Randersvej 67 i Termestrup, der ligger ca. to km nordøst for Mørke. I det anklageskrift, der blev læst op i retten i sagen mod den 20-årige, stod der, at han begik røveriet med en ukendt medgerningsmand. Men under afhøringerne i retsmødet kom navnet på hans medgerningsmand, den 24-årige, pludselig frem, og efterfølgende blev han anholdt.
Truede med rør
Røveriet fandt sted onsdag 4. juli kl. ca. 19.40. De to mænd kørte i en bil, der var stjålet dagen før i Odense, til tankstationen i Termestrup. Ved trusler om vold med et plasticrør, som den 24-årige sigtes for at have anvendt, truede de den 41-årige ekspeditrice væk fra kassen. Herefter tog de hele indsatsen fra kassen med, og den indeholdt 7.308 kr.
Ca. 50 minutter efter røveriet blev røvernes bil, en ældre, lys Mazda 323, fundet brændende i et skovområde på Thorsagervej mellem Thorsager og Mesballe. Bilen, der blev vurderet til at have en værdi af ca. 20.000 kr., var udbrændt, da politiet nåede frem. Udover røveriet sigtes de naturligvis også for at have sat ild på bilen.
Trods voldsomme skader på bilen og røvernes forsøg på at slette alle spor fandt politiet DNA-materiale fra de to mænd i den. Efter en analyse viste det sig, at dette DNA-materiale matchede den 20-åriges DNA-profil, og han blev sigtet for og tilstod røveriet ved afhøringen i begyndelsen af december og senere i retten. Han sad da i forvejen varetægtsfængslet i en anden alvorlig straffesag, hvor han bl.a. sigtedes for trusler med et gevær i Allingåbro og vold. Det var under domsforhandlingen i denne sag, at den 24-åriges navn kom frem. Han har siden i sommer boet forskellige steder på Djursland og senest i Ørum.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof