Politiet i Grenaa har atter modtaget en stribe anmeldelser om hærværk i Grenaa og omegn, og i flere tilfælde er det en ny og besynderlig form for ødelæggelsestrang, som gerningsmændene praktiserer.
I Ågade i Grenaa brugte en ung mand en trækølle, da han lavede hærværk på en parkeret bil. Han bankede flere gange trækøllen mod bilens front, hvor der opstod flere buler. Det skete mandag 11. februar kort før kl. 23.30.
Politiet har sigtet en 18-årig mand fra Trustrup for hærværket, men hvad der ligger bag handlingen er ikke helt klarlagt.
Tissede ind gennem brevsprække
I Engdalen i Grenaa har en person tisset ind gennem brevsprækken til en villa og også smidt et cigaretskod samme vej. Det skete mandag 11. februar. Politiet mener at vide, hvem den urinerende hærværksmand er.
Ved et hus på Havnevej i Grenaa er der natten til mandag 11. februar begået groft hærværk mod en bil. Gerningsmanden brækkede en låst garagedør op og skar fire dæk op på den personbil, der holdt i garagen.
Ved kiosken Complet i Søndenå Butikstorv på de Lichtenbergs Vej 19 har nogen med stenkast knust ruden i indgangsdøren, der måler 87 x 158 cm. Det skete natten til lørdag 9. februar mellem kl. 01 og 02.30.
Rådhuset i Grenaa var natten til lørdag 9. februar et mål for hærværksmænd. Med stenkast knuste de en stor rude på to x tre meter til rådhusbygningen.
I en villa på Engdalen i Grenaa blev der natten til tirsdag 12. februar knust en rude i en indgangsdør. Ruden måler 50 x 100 cm.
Ved et sommerhus på Bodilvej ved Gjerrild Nordstrand er en metalkæde, der hang mellem to stolper ved indkørslen, blevet klippet over ved boltene, og gerningsmændene har taget kæden med sig.
I alle sager vil politiet gerne i forbindelse med eventuelle vidner.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof