Korte nyheder fra uge 7
Bil brændte på motortrafikvej
En personbil brød pludselig i brand, mens den lørdag 9. februar kl. ca. 21.45 kørte ad motortrafikvejen ved afkørslen til Mørke. Politiet oplyser, at bilen udbrændte, og brandårsagen kendes endnu ikke.
_______________________________________________________
Indbrud hos graver
Graverkontoret ved Vejlby Kirke i Allingåbro har haft besøg af indbrudstyve, som kom ind ved at brække et vindue op. De forsvandt fra kontoret på Gl. Kirkevej med en kombineret kopimaskine og printer samt nogle frimærker.
_______________________________________________________
Tyveri fra bil i Storegade
Fra en varevogn, der holdt i Storegade i Grenaa, er der stjålet en arbejdsjakke med firmalogoet Gerner Petersen. Den indeholdt en pung med ca. 1.000 kr. i kontanter, kørekort, sygesikringsbevis og andre papirer. Tyveriet fandt sted torsdag 7. februar mellem kl. 13 og 15.
_______________________________________________________
Mistede 3.000 kr. på indkøbstur
En 76-årig kvinde fra Ebeltoft har mistet ca. 3.000 kr. under en indkøbstur i Ebeltoft, hvor en lommetyv var på spil..
Da kvinden mandag 11. februar mellem kl. 13.15 og 13.30 opholdt sig i Kvickly på Østerallé, blev hendes pung fjernet fra en taske, som hun gik med over skulderen. Pungen indeholdt ca. 3.000 kr. i kontanter, et dankort og andre personlige papirer.
_______________________________________________________
Stjal dametøj
En tyv med hang til dametøj har været på spil på Tendrupvej i Hornslet. Her har der været indbrud i en sølvfarvet personbil, en Skoda Fabia, hvorfra der er stjålet en sort læderkuffert. Den indeholdt dametøj, sorte støvler, en sort uldfrakke, toiletgrej med mere. Der var knust en bagrude i bilen.
_______________________________________________________
Bil efterlyses
Politiet efterlyser en sølvgrå Peugeot 406, som er stjålet i Vestergade i Ryomgård, hvor den stod parkeret. Bilens nummer er UR 49 558.
_______________________________________________________
Villa-tyve blev overrasket
Mens tre unge mænd var i gang med et indbrud i en villa i Østergaardsparken i Ugelbølle, blev de på fersk gerning overrasket af villaejeren, der kom hjem. Det skete lørdag 9. februar kl. ca. 22.45.
Tyvene havde taget nogle designer-møbler, et "æg" med skammel, en Corona-stol og en pude. De kørte derfra i en lyseblå bil.
_______________________________________________________
Sprængte bombe ved villa i Ebeltoft
En villaejer på Rødtjørnevej i Ebeltoft var forleden aften udsat for en besynderlig form for hærværk. En ukendt gerson anbragte en form for rørbombe på en sålbænk ved et vindue og bragte den til sprængning. Det medførte, at vinduets aluminiumsramme blev bøjet, og det yderste lag glas i termoruden blev knust. Det skete lørdag 9. februar kl. ca. 22.30.
_______________________________________________________
Vandstøvsuger væk
Fra en ulåst bygning ved en byggeplads på Øerkrogvejen i Øer er der stjålet en vandstøvsuger. Den er af mærket Nilfisk Alto.
_______________________________________________________
Brækkede toppen af seddelautomat
Omflakkende tyve forsøgte at skaffe nogle lette penge på Uno-X-tankstationen i Nørregade 36 i Vivild, men måtte opgive. Alarmen gik i gang natten til tirsdag 12. februar kl. 03.50, da topstykket på seddelautomaten blev brækket af. Tyvene fik ikke fat i nogle penge - måske, fordi de blev skræmt af alarmen. En nabo så en bil køre derfra omkring gerningstidspunktet. Det var en blå Opel Astra stationcar med hvid forskærm.
_______________________________________________________
Stillads stjålet
Det er de mærkeligste ting, folk kan finde på at stjæle. Et rullestillads, der stod ved en byggeplads foran facaden på Fuglsø Centret på Dragsmurvej 6, er blevet fjernet. Malere brugte stilladset til at stå på under arbejdet.
_______________________________________________________
Tre fladskærms-tv stjålet i villa
Fladskærms-tv er det helt store hit for tidens aktive tyveknægte, og hele tre fladskærms-tv blev udbyttet, da tyve brød ind i en villa på Ahornvej i Auning. De skaffede sig adgang ved at afliste en rude til et kontor.
Kilde: Grenaa Bladet
sof