Fredag den 22. februar har Grenaa Kino endnu en Danmarkspremiere på plakaten. Der er tale om det nye amerikanske action- og adventure-brag »Jumper«.
Fra instruktøren af The Bourne Identity og Mr. & Mrs. Smith - Doug Liman - kommer her en hæsblæsende storbys action-adventure-thriller. David Rice (Hayden Christensen) er en »Jumper« - en person der kan teleportere sig selv hvor hen han vil og hvornår han vil. David kan se 20 solnedgange på en dag, smutte forbi sine kærester verden rundt på et øjeblik og snuppe millioner af dollars og forsvinde få minutter efter. Filmen foregår på den måde både blandt New Yorks skyskrabere, i Tokyos gader, i det amerikanske midtvesten, ved pyramiderne i Egypten og i ruinerne i Rom. Men pludselig finder David ud af at hans helt specielle evner har eksisteret i århundreder og han faktisk er centrum for en raserende krig mellem »Jumpere« og dem, der gerne vil slå dem ihjel.
På rollelisten i øvrigt finder man blandt andre Samuel L. Jackson, Diane Lane, Jamie Bell og Rachel Bilson. Hovedrollen som David Rice spilles af Hayden Christensen, som mange sikkert vil huske fra de senest producerede Star Wars-film, hvor han spillede en ung Darth Vader.
Kilde: Grenaa Bladet
sof