Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Du kan nu blive medejer af en flok får på Fuglsang Hede

Folk på Djursland kan snart blive medejere af en flok får, der går og græsser på Fuglsang Hede ved Grenaa. Norddjurs Kommune er gået sammen med Djurslands Landboforening, Danmarks Naturfredningsforening og fåreavler Aage Christensen, Nimtofte, om at lave et græsningslaug på Fuglsang Hede.

Der har Aage Christensen ca. 30 moderfår af racen Spælsau gående, og kommunen ejer heden, som har vældig godt af at have fårene til at leve der. De sørger nemlig for, at heden ikke gror til med træer og buske.
Der er indkaldt til stiftende generalforsamling i Fuglsang Hedes Græsningslaug mandag 25. februar om aftenen på rådhuset i Grenaa, hvor de fire initiativtagere vil fortælle nærmere om græsningslauget.

Kan købe en andel

Idéen med et Fuglsang Hedes Græsningslaug er, at man kan købe en andel af en fåreflok. Laugets arbejde sikrer, at heden bliver bevaret, og medlemmerne kan nyde naturen og købe frisk lammekød fra dyr, som har trivedes og haft det godt.
Biolog i teknik- og miljøafdelingen i Norddjurs Kommune, Annette Limborg Madsen, har indgået aftaler med dyreholdere på heden, og hun siger om projektet:
"Borgerne kan melde sig ind i lauget og købe en andel af et eller flere får - alt efter ønske. På den måde får andelshaverne mulighed for at få naturlammekød i en fremragende kvalitet".

Heden skal plejes

Heden er en naturtype, hvor jorden er udpint og derfor ikke er egnet til dyrkning. Naturelskere nyder arealerne med lyng og græs, men det kommer ikke af sig selv.
"Plejer vi ikke heden, vil buske og træer langsomt overtage vegetationen. Får og geder er velegnede til at holde væksten nede, så vi stadig kan glæde os over lyngen og et åbent hedelandskab", siger biolog Annette Limborg Madsen om baggrunden for, at man nu forsøger at etablere et græsningslaug.
Et medlemskab af lauget er således også et tilbud om at være med til at pleje heden, bevare Nordens historiske fårerace, købe naturlammekød samt et tilbud om arrangementer på heden for børn og voksne.

Fra Egtved-pigens tid

Fårene på Fuglsang Hede er som nævnt af Spælsau-racen. De udmærker sig ved at være nøjsomme dyr, der gnaver i mange vækster og bevæger sig meget. Derfor har dyrene en god muskulatur, og de giver kød, som har et lavt fedtindhold og en flot farve.
Spælsau-fårene gik på markerne helt tilbage i Egtved-pigens tid, og hendes dragt var vævet af Spælsau-uld. Vikingerne anvendte også ulden til at væve sejl til deres skibe.
Interesserede kan allerede nu købe lammekød af Spælsau-typen hos fåreavler Aage Christensen, der bor i Nimtofte, og som er en af de fire initiativtagere til lauget.
Fuglsang Hede ligger op til Fuglsangvej ned mod sommerhusområdet ved Grenaa Strand. Denne hedestrækning var i århundreder et stort goldt sandflugtsområde, men i dag fremstår den som et naturområde med karakteristiske hedeplanter og et rigt fugle- og dyreliv.
m.s.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam