Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Norddjurs Kommune - set gennem ruden på en bus

Et net af busser og tog forgrener sig på Djursland. Hver dag sørger den offentlige transport for at flytte borgerne fra A til B. Henrik Heidelin Andersen er en af de mange pendlere.


Henrik Heidelin Andersen pendler hver dag i bussen mellem Trustrup og Allingåbro og fortæller om, hvordan det er at bruge bussen i Norddjurs Kommune.
Det er tydeligt, at han er vant til at køre i bus. Allerede inden, Henrik Heidelin Andersen tager plads i sædet i linje 213 fra Grenaa mod Randers, er høretelefonerne på vej ind i øregangene. Den 30-årige pendler bruger hver dag knap fire timer i en af Midttrafiks blå busser, så musik og bøger er værdifulde hjælpemidler, når det gælder om at få tiden til at gå.
"Det er lang tid, men sådan er det. Jeg har ingen bil, så der er ikke så mange alternativer", forklarer Henrik Heidelin Andersen, som er ledig, men går på et opkvalificeringskursus i Allingåbro.

To timers transport

Han bor i Trustrup med sin familie og skal af sted kl. 7.15 for at være på kurset kl. 9.20.
Det er en lang transporttid, men den garvede pendler er glad for busnettet.
"Det ville være dejligt med en ekspres-rute mellem Grenaa og Randers. Men generelt synes jeg, at det fungerer godt. Der er god komfort i busserne, og chaufførerne er flinke til at hjælpe, hvis man har spørgsmål", forklarer Henrik Heidelin Andersen.

Efterlyser flere ruter på tværs

Linje 213 kører mod Glesborg. Solen brager ind ad vinduet, men luften er bidende kold, så passagererne stimler sammen for at komme ind i varmen hver gang, bussen gør holdt ved et stoppested. Det gør den ofte, men de mange stop på ruten generer ikke Henrik Heidelin Andersen.
"De bliver jo flittigt brugt. De små landsbyer er afhængige af bussen - både i morgentimerne og senere på dagen", siger han.
Udover en hurtigere forbindelse mellem de store byer på Djursland og mod Århus savner den 30-årige pendler flere tværgående ruter.
"Som det er nu, er det nemmest at komme fra syd til nord. Alt for mange af ruterne skal ind og vende i Grenaa, før de kører videre, og det er spild af tid", mener Henrik Heidelin Andersen.
Hårdt presset indrømmer han da også, at hvis han havde en bil, ville han næppe køre så meget i bus. Endnu er den kollektive trafik ikke et reelt alternativ til privatbilismen på Djursland.
"Men det behøver den heller ikke at være", mener Henrik Heidelin Andersen.
"Når man bor på landet, ved man jo godt, at bussen ikke kører hele tiden. Men den skal være et godt supplement".

Tager en lur

Henrik Heidelin Andersen regner med, at han vil være kunde hos Midttrafik i mange år fremover. Han opfordrer andre til at se de positive sider ved buskørslen. Bl.a. det relativt høje kørselsfradrag på over tre kr. per kilometer, som rækker noget længere, når man ikke har en forslugen bil at fylde benzin på.
"Midttrafik og Norddjurs Kommune skal blive bedre til at vise fordelene ved at bruge den kollektive trafik. Ellers bliver det alt for nemt at tage bilen hver morgen", mener Henrik Heidelin Andersen, som ofte tager sig en lur på turen til Allingåbro.
"Og så slipper jeg for at sidde og glo i en bilkø hver morgen. Det er meget værd", siger han.

_____________________________________________
Fokus på kommunens infrastruktur

I forbindelse med offentlighedsfasen om Norddjurs Kommunes planstrategi beskæftiger vi os i denne uge med infrastruktur og kollektiv trafik.
Ugens udfordring kommer fra lektor ved Grenaa Gymnasium, Kirsten Bech Hansen, der kommenterer Norddjurs Kommunes infrastruktur, mens ugens artikel er en reportage fra rute 212: "Norddjurs set gennem ruden på en bus".

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam