En gruppe kriminelle med en ubændig trang til biler har rystet Hornslet, hvor 16 personbiler på to dage var udsat for tyverier.
I perioden fra søndag 17. februar til tirsdag 19. februar blev der i Hornslet begået ni biltyverier, to forsøg herpå, to indbrudstyverier i biler og tre forsøg herpå.
De meget aktive tyve har opereret i det østlige villakvarter i Hornslet. Tre af biltyverierne fandt sted på Rodskovvej, to i Alpedalen og to på Degnevænget. De fleste af de stjålne biler er fundet igen - fire i Hornslet, en i Fausing og en Risskov. I fem andre biler var der brækket ind, og fra to af dem er der stjålet radioanlæg, højttaler og forstærker. I tre opbrudte biler syntes de ikke, der var noget, som var værd at stjæle. Tre af bil-indbruddene fandt sted på Rodskovvej, et på Alpedalen og et på Tingvej. Vicepolitikommissær ved politiet i Grenaa, Helle Edelbo, oplyser, at de fleste af de stjålne biler kun var ude at køre korte ture, inden de blev efterladt. Politiet har ingen sikre spor af tyvene, der åbenbart har moret sig med at drøne rundt, mens de ramte bilejere ærgrer og græmmer sig over de meningsløse ødelæggelser, som både koster dem penge og tid. Til opklaring af bil-kriminaliteten vil politiet gerne have tip.
Kilde: Grenaa Bladet
sof