Fem vietnamesiske mænd er blevet varetægtsfængslet som sigtet for fremstilling af og handel med store mængder hash på Djursland.
Det sker efter, at politiet ved et hus i Krajbjerg nær Hornslet fandt ca. 300 hampplanter, der bruges til produktion af det ulovlige rusmiddel. De fem fængslede mænd er 21, 43, 43, 45 og 50 år. Grundlovsforhørene foregik bag lukkede døre i Retten i Randers, der fandt, at der forelå en bestyrket mistanke om narkokriminalitet og fængslede de sigtede for fire uger.
Det var ved en tilfældighed, at politiet kom ind i sagen. Tirsdag 19. februar kl. 23.30 ringede en 45-årig vietnamesisk mand til politiet og anmeldte, at han på Sønderholmvej i Krajbjerg var blevet truet af flere bevæbnede mænd. I det lejede hus fandt politiet den mand, der anmeldte trusler, men samtidig noget mere interessant: Et helt væksthus med ca. 300 hampplanter. En stor fangst, som man sjældent ser her på egnen. I væksthuse får planterne et højere indhold af det euforiserende stof.
Ladt pistol i bilen
Omkring samme tid stoppede en anden politibil en grå Volvo lidt uden for Hornslet. Heri befandt sig fire vietnamesiske mænd, og det viste sig at være dem, som var blevet meldt for trusler. I deres bil fandt betjentene et stort beløb i euro, som kan stamme fra hashhandel, og en ladt pistol. De menes at have haft deres gang i væksthuset på Sønderholmvej. Ellers bor de forskellige steder i Danmark og i Sverige. Politiet ønsker ikke at give yderligere oplysninger i sagen af hensyn til de yderligere undersøgelser, der skal foretages.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof