Ældre Sagen i Grenaa bød forleden på en interessant foredragsaften, hvor emnene var Skagensmalerne og Fynbo-malerne.
Det var cand. mag. i dansk og kunsthistorie, Rita Lienhøft, Aarhus, der holdt et meget spændende foredrag om de to kunstnerkolonier, som har skabt nogle af de mest elskede malerier, vi har.
Fra Skagen fortalte Rita Lienhøft især om kunstmaleren P. S. Krøyer, og der blev vist et bredt udvalg af hans forskellige billeder af Maria Krøyer. Der var billeder af kunstnernes festlige samvær, som måske var knap så festlige i virkeligheden. Og der var billeder af fiskerne. Men ingen billeder af de lokale sammen med de tilrejsende. Det var to miljøer, der var for fremmede for hinanden. Malerne brugte de lokale som modeller i deres folkelivsbilleder. Og fiskerne tog det som en oplevelse og et muntert indslag i bybilledet, når de fremmede damer drev yndefuldt rundt i deres københavnermodeller.
Fynbomalerne hørte helt anderledes hjemme i de miljøer, de skildrede, fremgik det af foredraget i Grenaa. I modsætning til samtidens symbolistiske malere viste de ganske enkelt det, de så og oplevede i deres hverdag. Samtidig var de så meget prægede af impressionismen, at deres billeder virkede moderne. I deres polemik med symbolisterne blev de støttet af flere af tidens fremtrædende forfattere. For at understrege denne forbindelse blev foredragsaftenen indledt med Thøger Larsens »Du danske sommer..« Lidt skævt til en februar-aften. Men fint i tråd med foredraget.
Kilde: Grenaa Bladet
sof