Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Fra ugen der gik

Korte nyheder fra uge 9

100 kg fyrværkeri efterladt ved vej

Godt 100 kg fyrværkeri blev forleden fundet henkastet på veje i Udby, der ligger mellem Holbæk og Udbyhøj. Det var forbipasserende, der gjorde politiet opmærksom på den store mængde fyrværkeri, som lå spredt langs med veje i Udby fredag 22. februar ved middagstid.
Ifølge politiet var der intet farligt skyts blandt fyrværkeriet, som blev kørt til undersøgelse og destruktion hos ammunitionsrydderne på Skive Kaserne.
_______________________________________________________

Stjålne plader på uregistreret bil

To alvorlige lovovertrædelser blev afsløret, da politiet forleden stoppede en ung bilist ved Auning. Det viste sig, at bilisten, der er 22 år og fra Auning-egnen, havde sat stjålne nummerplader på sin bil, fordi den ikke var indregistreret. Han blev sigtet for tyveri af pladerne og for kørsel i en uregistreret bil.
_______________________________________________________

76-årig knallertkører mod bil i Søndergade

En 76-årig mand fra Grenaa kom lettere til skade, da han på knallert stødte mod en bil i Søndergade i Grenaa. Ved udkørslen fra Søndergade 11 holdt en bil, ført af en 49-årig kvinde fra Rønde. Hun har forklaret til politiet, at knallerten kørte ad Søndergade mod nord og havde aktiveret blinklyset til højresving. Hun troede derfor, at knallerten ville dreje til højre til en indkørsel, men det gjorde den ikke. Knallerten kørte herefter ind i siden på bilen. Uheldet skete tirsdag 26. februar kl. ca. 10.45.
_______________________________________________________

Savner ejer til dåse med penge

Politiet i Grenaa efterlyser nu ejeren af en lille blikdåse, der er fyldt op med mønter i forskellig udenlandsk valuta. Blikdåsen, der er sort i bunden, blev fundet mandag 25. februar ved Voldby Skole på Sangstrupvej 32. Dåsen blev indleveret som hittegods til Grenaa Politigård, hvor man ikke umiddelbart kan konstatere, at den har været anmeldt stjålet. Den rette ejer kan henvende sig til politiet.
_______________________________________________________

19-årig kørte bil med stjålne plader

En bil, der kørte med stjålne nummerplader påsat, blev forleden stoppet af politiet på Toftevænget i Ørsted. Det var en 19-årig mand fra lokalområdet, der sad bag rattet i bilen, og med sig havde han to venner. Den 19-årige blev sigtet for tyveri af nummerpladerne, der blev fjernet fra en bil i Hornslet torsdag 21. februar, hvorefter de var blevet sat på bilen fra Ørsted. Afsløringen skete onsdag 27. februar kl. 13.15.
_______________________________________________________

Stjal for 31.000 kr. i Ryomgård-villa
Tyve fik et stort udbytte ved et indbrud ved højlys dag på Park Allé i Ryomgård. Der blev stjålet effekter for ialt ca. 31.000 kr. Tyvene kom ind i villaen ved at afliste en rude ved terrassen på 1. sal, og de kom derfra med to fladskærms-tv og to PH-lamper. Det ene fladskærms-tv er på 32 tommer og af mærket Philips og det andet på 26 tommer og af mærket Panasonic. De to PH-lamper er en standardlampe og en loftslampe. Indbruddet fandt sted torsdag 21. februar mellem kl. 8.30 og 17.30.
_______________________________________________________

Bil kørte i Nimtofte Å

En 43-årig mand fra Nimtofte slap med lettere kvæstelser fra et dramatisk biluheld i Nimtofte.
Den 43-årige kørte lørdag 23. februar kl. ca. 06.45 ad Ryomgårdvej i Nimtofte. I en venstrekurve fortsatte bilen ligeud og havnede nede på åbrinken, hvor føreren slog hovedet mod frontruden. Bilen kom ikke til at stå under vand. Den 43-årige fik bl.a. en flænge i panden og blev bragt til behandling på Randers Sygehus.
_______________________________________________________

To biltyverier

Politiet efterlyser to biler, som er blevet stjålet i Ebeltoft og i Hornslet.
På skudehavnen i Ebeltoft er der forsvundet en grå varebil af mærket VW, og den har nummeret SL 91 630. På Degnevænget i Hornslet er der stjålet en hvid Opel Kadett med nummeret TT 56 464, og det skete fredag 22. februar mellem kl. 18 og 19.
_______________________________________________________

62-Ã¥rig angrebet med peberspray og baseball-bat

En 62-årig mand fra Ryomgård har været udsat for et dramatisk overfald. En ung mand mødte fredag 22. februar kl. godt 19 op på den 62-åriges adresse i Ryomgård for at tale med sønnen i huset, som den unge mand har et mellemværende med. Da den 62-årige far søgte at lægge sig imellem, blev han sprayet i ansigtet med peberspray og slået med et baseball-bat af den vrede gæst. Politiet oplyser, at man har en formodning om, hvem gerningsmanden er.
_______________________________________________________

Stjal bådmotor til 56.000 kr.

En påhængsmotor til en jolle er blevet stjålet ved et sommerhus på Rørsangervej nær Følle Strand. Påhængsmotoren er af mærket Yamaha og har en værdi af ca. 56.000 kr., oplyser politiet. Motoren blev fjernet fra en jolle, der stod på en trailer ved sommerhuset. Maritime tyve har også været på spil i skudehavnen i Ebeltoft. Her brød de ind i en båd efter at have brækket et vindue op. Alle elektriske instrumenter blev fjernet fra båden, bl.a. et GPS-navigationsanlæg af mærket Silva.
_______________________________________________________

Stort palle-tyveri

40 euro-paller til en samlet værdi af ca. 3.000 kr. er blevet stjålet ved forretningen Punkt 1 i Slotsgade i Ryomgård. Først forsvandt der 20 og nogle dage efter endnu 20 euro-paller, som lå på en gårdsplads bag butikken. Har nogen set tyvene i arbejde mellem 18. og 25. februar, vil politiet gerne høre nærmere. En euro-palle er en standardiseret palle, der bruges som underlag ved transport med en truck.
_______________________________________________________

Glemte gryde - køkkenet brændte

Glemsomhed var årsagen til en brand, som opstod i en villa på Rønnebærvej i Thorsager.
Brandvæsnet blev onsdag 27. februar kl. 13.40 kaldt til villaen i Thorsager, hvor det brændte i køkkenet. Det viste sig, at en beboer havde glemt en gryde med olie på komfuret. Herfra havde ilden bredt sig til hele køkkenet, som udbrændte, oplyser politiet. Resten af huset blev røg- og sodskadet. Den glemsomme blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam