Mikkel Mark & Niels Vincentz Duo giver koncert i det nye, lokale galleri, Art House of Djursland i Enslev ved Grenaa, søndag den 9. marts.
De to musikere har arbejdet sammen i 15 år i talrige sammenhænge, men har som duo kun optrådt ved private koncertarrangementer. Niels Vincentz (saxofon), som kan ses på herstående foto, har været hjemmehørende på Grenaa-egnen i et års tid, efter at have boet i hhv. København og New York i en årrække.
Mikkel Mark (piano) er bosat i København, og er en flittigt brugt musiker i jazz-, blues- og teater sammenhænge. Stilistisk spænder duoen vidt, men tager udgangspunkt i moderne melodisk jazz. Dog kan der snildt liste sig en Anne Linnet sang ind, eller en melodi af Sibelius.
Duoen har en åben og søgende indstilling til musikken, og et vægtigt element er improvisationen, og det nærmest telepatiske sammenspil. Koncerten vil blive optaget med henblik på en kommende live-CD. Alle er velkomne til denne musik-aften i Art House of Djursland.
Kilde: Grenaa Bladet
sof