Det er især indbrud og atter indbrud, der har fyldt op på døgnrapporterne den forløbne uge hos politiet i Grenaa. Her et udsnit af det, der blev meldt fra borgerne:
Af Mogens Q. Sloth
To fladskærms-tv blev stjålet, da tyve brød ind i en villa på Vintergækvej i Grenaa. Det skete via opbrydning af et vindue natten til lørdag 1. marts. Der har været indbrud i et hus på H. P. Rosenvinges Plads i Grenaa. Det eneste, tyvene tog med sig, var to lamper. Tyverialarmen gik i gang torsdag 28. februar kl. 18.23, da et vindue blev brudt op. På Grenaavej i Veggerslev var tyve på spil i en villa ved højlys dag. De kom ind ved at afliste en rude til kælderen, og de stak af med et par sparebøsser med et mindre pengebeløb. Det skete onsdag 5. marts mellem kl. 12 og 14.10. Det hele var gennemrodet, men tyvene fandt ikke noget af interesse, da de brød ind i et sommerhus på Katholmstien ved Fjellerup Strand. En dør var brækket op.
To bærbare PC'ere blev tyvenes udbytte, da de brød ind i Norddjurs Friskole på Lergravsvej 4 i Grenaa. De kom ind efter at have knust en tagrude. Det blev ikke til udbytte for de tyve, som brækkede en dør op til Ejendomsforeningen Ågården på Havnevej 144 i Grenaa.
Indbrud i Lyngby
På Fladstrupvej i Lyngby var der ved højlys dag indbrud i en villa, hvortil et køkkenvindue blev brudt op. Der er tilsyneladende ikke taget noget ved indbruddet, der fandt sted torsdag 28. februar mellem kl. 8 og 14. Et vidne har set en ældre rød personbil ved villaen, og denne bil kan have forbindelse med indbruddet. Tyve er fortsat aktive i Trustrup. Her har der natten til onsdag 5. marts været indbrud i Freys Planteskole på Århusvej 278. En dør var brækket op, og der blev taget en skuffe fra et kasseapparat med et mindre pengebeløb. Det skete mellem kl. 02 og 05.30.
Fra en lastvogn, der stod på Dr. Frandsens Vej i Ørsted, er der stjålet en pladevibrator af mærket Weber CF. Den har en værdi af ca. 10.000 kr.
Kilde: Grenaa Bladet
sof