En 52-årig mand fra Fjellerup er blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om handel med betydelige mængder hash.
Ifølge Østjyllands Politi i Århus, som står for efterforskningen i sagen, er der tale om handel med mindst 10 kg hash.
Det var efter et tip udefra, at politiet torsdag 28. februar slog til mod en adresse i Fjellerup, hvor den 52-årige bor. Politiet havde en mistanke om, at der var en del hash på stedet, og det viste sig at holde stik, da man foretog en ransagning. Han havde også et større pengebeløb på sig - hvor meget ønsker politiet ikke at oplyse. Der blev desuden fundet remedier til videresalg af narkotika. På adressen opholdt sig også en 55-årig mand fra Silkeborg-egnen, der ligeledes blev fundet i besiddelse af hash og et større pengebeløb. Han blev løsladt efter afhøring.
Den 52-årige fra Fjellerup blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, der fandt politiets mistanke om grov narkokriminalitet bestyrket og varetægtsfængslede den sigtede til onsdag 26. marts. Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre af hensyn til politiets fortsatte undersøgelser. Politiinspektør ved Østjyllands Politi i Århus, Jens Peter Andersen, oplyser til Grenaa Bladet, at den 52-årige er sigtet efter straffelovens paragraf 191 stk. 1, der handler om handel med euroriserende stoffer til et større antal personer. Der skal være tale om over 10 kg hash, når der rejses sigtelse efter denne paragraf. Politiinspektør Andersen ønsker ikke at oplyse mere om sagen af hensyn til den videre efterforskning. Det er efterforskningsafdelingen fra Østjyllands Politi i Århus, der har kørt sagen fra starten på grund af dens karakter og omfang.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof