Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Landsretten skærpede straffen for det grove sex-overfald ved Fjellerup

Vestre Landsret i Viborg har skærpet straffen over den 50-årige mand fra Randers, der er kendt skyldig i det usædvanlig grove sex-overfald på en 36-årig norsk kvinde i sommer ved Fjellerup Strand.

Af Mogens Q. Sloth

I en domsmandsret i Randers i januar blev den 50-årige Ivan Holleufer idømt tre års fængsel for forsøg på voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje mod den sagesløse norske turist.
Anklagemyndigheden fandt, at denne straf var for mild og ankede til landsretten, der var enig. Den højere ret skærpede straffen med seks måneder til tre et halvt års fængsel.
Baggrunden for, at landsretten forhøjede straffen var, at Ivan Holleufer havde forberedt sex-overfaldet, der var seksuelt begrundet og nøje planlagt med medbringelse af forskellige effekter, som blev brugt under overgrebet, at kvinden var blevet truet med både kniv og pistol, og at overgrebene fandt sted tre forskellige steder i en øde skov og strakte sig over ca. tre kvarter.
Der skete ikke direkte fysiske skader på kvinden, men psykisk blev hun mærket, og hun fik tilkendt 95.000 kr. i erstatning for de lidelser, hun blev påført. 15.000 kr. af de i alt 95.000 kr., som den dømte skal betale, var erstatning for svie og smerte, mens erstatningen for tort blev fastsat til 80.000 kr. Tort er en særlig godtgørelse, der kan ydes, hvis man har været udsat for en seksualforbrydelse, hvorved ens ære eller selvfølelse er blevet krænket, som det var tilfældet i den konkrete sag.
Forbrydelsen, som rystede tusindvis af mennesker på Norddjursland midt i turistsæsonen, fandt sted mandag 16. juli 2007 ved strandstien ca. halvanden km øst for Fjellerups sommerhusområde.

Truet med både kniv og pistol

Den 36-årige norske kvinde, der boede i sommerhus i Fjellerup, har tidligere forklaret politiet, at hun var ude på en løbetur, da hun blev stoppet af manden. Ved trusler med både en kniv og en pistol tvang han hende ind i Meilgaard-skoven. Her bandt han hende på hænder og fødder, trak en stofpose ned over hendes hoved og tog hendes bukser af. Da det ikke lykkedes for ham at gennemføre samleje, tvang han hende til anden kønslig omgængelse, fremgår det af dommen. De seksuelle overgreb varede fra kl. ca. 17.20 til 18.05, da det lykkedes hende at slippe fri, og nøgen løb hun tilbage til strandstien, hvor hun fik tilkaldt hjælp.

Fældet af dna

At det lykkedes at finde frem til gerningsmanden skyldtes, at politiet i skoven ved Fjellerup sikrede sig materiale med dna fra manden. Dette materiale blev sendt til analyse på Retsgenetisk Institut. Her viste det sig, at materialet matchede den 50-åriges dna-profil, der i forvejen lå i dna-registret. Denne dna-profil havde politiet sikret sig for flere år siden i forbindelse med en anden sag mod manden. Godt seks uger efter forbrydelsen, onsdag 29. august, blev den 50-årige randrusianer anholdt og har siden siddet bag tremmer. I øvrigt viste det sig, at den pistol, den 50-årige truede med, ikke var ægte. Det var en startpistol, men det kunne kvinden ikke vide.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam