Efter en pause er tyve atter begyndt at bryde ind i villaer i Grenaa og omegn, og det er strømmet ind med anmeldelser til politiet efter påske.
Ved et indbrud i en villa på Chr. Winthers Vej i Grenaa blev der stjålet nogle smykker, en dvd-afspiller, en forstærker og en subwoofer - en kasse med en højttaler, der kun spiller dybe toner. Indbruddet fandt sted tirsdag 18. marts mellem kl. 18.30 og 19.30, og tyvene kom ind efter at have opbrudt et vindue. Samme aften mellem kl. 18 og 21.40 var der indbrud i en villa på Birkevænget i Glesborg, hvor der også var opbrudt et vindue. Her blev der taget ca. 40 dvd-film.
På Hjorterodsvej i Grenaa trængte tyve ind i en villa efter at have knust en rude. Udbyttet blev to punge med personlige papirer og en mobiltelefon. Det skete Skærtorsdag mellem kl. 16 og 23.
Om formiddagen onsdag 26. marts brød tyve ind i en lejlighed på Rolighedsvej i Grenaa efter at have opbrudt et vindue. Udbyttet blev et fladskærms-tv på 46 tommer, en Playstation og spil og film hertil. Ved at udvride en lås kom tyve natten til onsdag 26. marts ind på Teknisk Skole på Århusvej i Grenaa. Det eneste, de tog med sig, var en blå sækkevogn, som måske skal bruges til transport af tyvekoster fra andre steder.
Kilde: Grenaa Bladet
sof