Korte nyheder fra uge 13
83-årig påkørt i fodgængerfelt
En 83-årig kvinde fra Grenaa blev kvæstet ved et færdselsuheld i en fodgængerovergang i Grenaa.
Kvinden var på vej over fodgængerfeltet i Kannikegade, da hun blev ramt af en bil. Hun blødte fra baghovedet, da hun blev hentet af ambulancen og kørt til sygehuset. Bilisten, en 46-årig mand fra Balle-egnen, kørte ad Kannikegade mod sydvest. Han har forklaret til politiet, at han ikke så kvinden i fodgængerfeltet, fordi han blev blændet af solen. Uheldet skete mandag 17. marts kl. ca. 16.40.
______________________________________________________________________
Karantæne til 25-årig kvinde
En 25-årig kvinde fra Grenaa har fået forbud mod at komme på diskotek Rembrandt på Torvet i Grenaa de næste to år. Det skyldes, at hun natten til søndag 23. marts kl. ca. 03.30 med uheldig opførsel medvirkede til uro på stedet. Forbudet er meddelt efter restaurationsloven, oplyser politiet.
______________________________________________________________________
Gode spor efter tyve i Glesborg
Politiet har gode spor at gå efter i jagten på tyve, som ved højlys dag brød ind i en villa i Glesborg Bygade. Det var Skærtorsdag formiddag, at tyvene brækkede en havedør op til villaen og stjal et mindre kontant beløb. På stedet har et vidne set en mindre postkasserød personbil med tre mænd i.
______________________________________________________________________
1,1 ton skrot stjålet fra produkthandel
Der er åbenbart stadig penge i skrot. En stor mængde skrot, i alt 1,1 ton, blev forleden stjålet ved et indbrud i produkthandelen på Stålvej 1 i Allingåbro. Tyvene kom ind ved at brække et plankeværk i stykker natten til tirsdag 25. marts, og de kørte væk med ca. 800 kg rustfri stålskrot og ca. 300 kg aluminiums-skrot. Det har en samlet værdi af knap 13.000 kr.
______________________________________________________________________
Herreløs hund
Politiet i Grenaa efterlyser ejeren af en hund, som tirsdag 25. marts ved 18-tiden blev optaget i Stenvad Bygade, hvor den løb løs rundt. Der er tale om en sort Labrador-blanding, som nu er anbragt på en hundepension.
______________________________________________________________________
Ild i stråtækt sommerhus
En kortslutning var årsagen til en mindre brand, der opstod i et stråtækt sommerhus på Sandbakken ved Fuglsø Strand. Brandvæsnet blev alarmeret søndag 16. marts kl. 16.45. Efter kortslutning var der en del røgudvikling fra ledninger bag et træpanel, mens brandskaden var beskeden. Efter at have brækket panelet ned og koblet strømmen fra kunne brandsvendene vende hjem.
______________________________________________________________________
Stort tyveri fra lejlighed
Effekter til en samlet værdi af ca. 20.000 kr. er stjålet ved et indbrud i en lejlighed i Drasbeksgade i Kolind. Tyvene forsvandt med et fladskærms-tv, en stationær PC, et surround-anlæg og et digitalkamera.
______________________________________________________________________
14-årig afsløret som butikstyv
En 14-årig norsk pige er blevet afsløret som butikstyv i en forretning i Ebeltoft.
Mens pigen var på påskeferie i Ebeltoft, gik hun lørdag 22. marts kl. ca. 11 ind i Matas i Adelgade 36, hvor hun tog parfume for ca. 300 kr. med sig uden at betale. Det opdagede personalet og tilkaldte politiet. Efter en samtale med politiet blev hun kørt hjem til sin mor i et sommerhus ved Ebeltoft.
______________________________________________________________________
Stort tyveri fra kurcenter
En stor mængde køkkengrej og service samt frostvarer og krydderier er blevet stjålet i Ebeltoft Kurcenter i Hovedgaden 31 A i Lyngsbæk. Værdien af det stjålne foreligger ikke opgjort, men der er tale om så store mængder, at der næsten er nok til at åbne et nyt hotelkøkken. Tyveriet fandt sted i påsken, og gerningsmændene var i besiddelse af den rette nøgle, oplyser politiet.
______________________________________________________________________
Stjal PH-lamper for 240.000 kr.
PH-lamper er fantastisk populære - også hos tyve for tiden. Det så man et nyt eksempel på natten til tirsdag 25. marts, da tyve brød ind i Fuglsø Centret på Dragsmurvej 6 på Mols og stjal 24 PH-lamper fra kursuscentrets spisestue. Lamperne har en samlet værdi af 240.000 kr., oplyser politiet. Indbruddet fandt sted kl. 04.15, da tyverialarmen gik i gang.
______________________________________________________________________
Byggematerialer stjålet ved Djurs Sommerland
Et større tyveri af byggematerialer er i påsken begået på en byggeplads i Djurs Sommerland ved Nimtofte. Her er der stjålet vinduer, fliser og fire paller med grå mursten, og det tilhører firmaet NCC Construction.
______________________________________________________________________
Tyve efterlod bil efter et indbrud
Tyve, der blev overrasket under et indbrud i Glatved, havde så travlt med at komme væk, at de ikke fik deres bil med. Tyvene brød ind i en garage ved et hus på Glatved Strandvej i Glatved, men beboeren vågnede, da tyverialamen blev aktiveret kl. 01.15 natten til onsdag 26. marts. Beboeren så nogle personer løbe fra stedet, og udenfor efterlod de en Citroën Xantia, der var forsynet med to forskellige nummerplader. Denne bil er nu i politiets varetægt.
______________________________________________________________________
Mange opdagede indbrud i påsken
Mange sommerhusejere, som i påsken for første gang i år tog ud til deres sommerhus ved Ebeltoft og på Mols, opdagede, at der havde været indbrud i husene i løbet af vinteren. Det kunne politiet registrere i form af en strøm af anmeldelser. Det seneste sommerhusindbrud på egnen er begået på Bækkevangen i Fuglslev, hvor der er stjålet en syv-armet lysestage og nogle sengetæpper. Tyvene kom ind efter at have opbrudt et vindue. I Kvickly i Østerallé i Ebeltoft har en kunde fra en skuldertaske fået stjålet en pung, der indeholdt ca. 600 kr. i kontanter. Det skete Skærtorsdag kl. ca. 15.30.
Kilde: Grenaa Bladet
sof