Efter en intens jagt blev to unge mænd fra Grenaa anholdt og sigtet for villa-indbrud i Kolind.
Den ene tyv forsøgte at stikke af fra politiet ved at løbe gennem en å, men våd og forkommen måtte han til sidst overgive sig til en politihund. En mand, der bor i Søndermarken i Kolind, ringede torsdag 27. marts kl. 8.45 til politiet og fortalte, at to unge mænd var ved at brække et vindue op til en nabo-villa på Søndermarken. Netop, mens anmelderen talte med politiet i telefonen, kunne han høre, at en rude blev knust til nabo-villaen. Det lykkedes senere for naboen at få fat i den ene af tyvene, en 17-årig mand fra Grenaa, der blev overgivet til politiet. En større eftersøgning med hunde blev iværksat for at finde den anden tyv, som politiet havde fået et godt signalement af.
Efter ca. to timers forløb lykkedes det politihunde at snuse sig frem til den undløbne tyv. Kl. 12.07 blev han fundet bag et kolonihavehus ved Vesterågade, hvor han søgte at gemme sig. Han var gennemblødt og lidt forkommen efter at have forceret åen på sin flugtvej. Den anholdte, en 20-årig mand fra Grenaa, var i forvejen kendt af politiet. Den 20-årige blev fundet i besiddelse af en pung og penge fra villa-indbruddet på Søndermarken. Her blev der også taget et værdiskab med smykker, som blev leveret tilbage. Da politiet senere foretog en ransagning på den 17-åriges bopæl i Grenaa, fandt man flere effekter, som måske er tyvekoster. Efter afhøring blev de to mænd løsladt. Politiet skønnede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør i retten med krav om varetægtsfængsling.
Kilde: Grenaa Bladet
sof