Korte nyheder fra uge 14
Mindre-årige bag GD-hærværk
Politiet i Grenaa har haft en alvorlig samtale med tre drenge, som forleden blev antastet i forbindelse med rudeknusninger i dampvæveriets nedlagte bygninger ved Østerbrogade og Østerallé. Politiet har haft en såkaldt adfærdsregulerende samtale med de tre Grenaa-drenge, der alle er under den kriminelle lavalder på 15 år, ligesom deres forældre er underrettet.
_________________________________________________________________
Villa-indbrud i Ørum
Ved et indbrud i en villa på Ørumgårdvej i Ørum blev der stjålet en pung med et mindre pengebeløb. Indbruddet skete torsdag 27. marts mellem kl. 18.30 og 21.30, og tyvene kom ind efter at have knust en rude.
_________________________________________________________________
Oplysningspligt ikke opfyldt
Politiet har sigtet en 36-årig mand fra Grenaa for at have overladt føringen af sin bil til en 32-årig ven, der ikke har noget kørekort. Vennen blev stoppet i Mogensgade i Grenaa. Desuden blev den 36-årige sigtet for ikke at have opfyldt sin oplysningspligt med hensyn til, hvem der havde ført bilen. I færdselslovens paragraf 65 står der: »Ejeren af et køretøj skal efter anmodning fra politiet oplyse, hvilke personer der har benyttet køretøjet«.
_________________________________________________________________
Stjal PH-lamper fra sommerhus
To PH-lamper var det udbytte, som tyve fik ved et indbrud i et sommerhus på Thorupsbakke i Lyngsbæk ved Ebeltoft. Tyverialarmen gik i gang natten til fredag 28. marts kl. 04.30, da der blev knust en rude i en terrassedør med sten. Tyvene gik målrettet efter PH-lamperne og var ikke interesseret i andet i huset.
_________________________________________________________________
Overvågning brækket ned
Ved en villa på Lathyrusvej i Ebeltoft er et udvendigt overvågningskamera brækket ned og ødelagt. Politiet efterlyser eventuelle vidner til hærværket, der fandt sted mellem 22. og 27. marts.
På en parkeringsplads på Toggerbovej i Mols Bjerge er der forøvet hærværk mod en tysk turists personbil, hvorpå bagruden blev knust. Det skete torsdag 27. marts mellem kl. 11 og 13.
Kilde: Grenaa Bladet
sof