Resterne af et slagtet rådyr med et ufødt lam blev forleden fundet efterladt i engene ved Dalsgårdevej få km sydvest for Grenaa.
Det var Robert Johannesen fra Grenaa, der gjorde det uhyggelige fund onsdag 9. april, og både han og formanden for Grenaa Jagtforening, Jens Bachmann, er overbevist om, at rådyret har været offer for en krybskytte. Robert Johannesen fortæller til Århus Stiftstidende, at han var ude at lufte sin hund i engene ved Kolindsund Sydkanal, da han bemærkede resterne af råen. I sivene var der friske og markante spor efter, at råen er blevet hældt ud af en sæk, og det menes at være sket natten til onsdag 9. april. En rå er et hun-rådyr. Der er en del råvildt på engene, men råen kan også være skudt et andet sted, hvorefter resterne efter slagtning er kørt til engene ved Dalsgårdevej. Formanden for Grenaa Jagtforening, Jens Bachmann, siger til Århus Stiftstidende:
»Det er utroligt, at nogen kan få sig selv til at aflive en rå på dette tidspunkt af året uden for jagtsæsonen«.
Råer må kun skydes i perioden fra 1. oktober til 15. januar. Jens Bachmann håber, at omtale af krybskyttesager kan skærpe folks opmærksomhed omkring problemet og måske føre til pågribelse af gerningsmændene til den ulovlige jagt. For tre uger siden blev en rå med to ufødte lam under lignende omstændigheder fundet slagtet på en sti nær rastepladsen ved Gl. Estrup.
Krybskytter er kendt for at jage i al hemmelighed uden for jagtsæsonen, hvor dyrene parrer sig og får unger. Som regel jager de også ulovligt i mørke, hvor det er svært at finde et dyr, man har såret.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof