Når vi i dag træder ind på en herregård, stemmes vores sind med forventning. De statelige bygninger med kamtakkede gavle og høje spir, de smukke omgivelser og beliggenheden tæt på skov og vand betyder, at vi næsten forventer at høre blid musik strømme ud fra herregårdens sale og gemakker.
 På Gammel Estrup - Herregårdsmuseet bydes der i maj inden for til to stemningsfulde koncerter i Riddersalen.
|
I maj måned - hvor foråret rigtig tager fat, og træer og buske grønnes - byder man inden for til to velklingende koncerter i Riddersalen på herregården Gammel Estrup. Bag arrangementerne står »Kulturraket 2008«, som for niende år i træk har taget initiativ til en række forskellige kulturarrangementer i Norddjurs Kommune, og de to koncerter på Gammel Estrup runder en spændende forårssæson af.
Søndag den 4. maj kl. 19 vil herregården være smukt oplyst af levende lys. På denne aften byder man indenfor til underholdning med Vivildkoret. Koret, under ledelse af Helga Simonsen, er et blandet mands- og kvindekor, og de synger et vekslende repertoire med danske sange, rytmiske sange og sange på engelsk, tysk, italiensk og latinsk - flerstemmige med og uden musikledsagelse. I anledning af dagen - årsdagen for Danmarks befrielse i 1945 - vil programmet vise tilknytning til 2. verdenskrig og Danmark, og aftenen krydres med historiske fortællinger over temaet »Herremænd i krig«. Entréen er 50 kr. og billetter kan bestilles på tlf. 8648 3001.
Klaverkoncert
Torsdag den 15. maj kl. 19.00 vil den særdeles velanskrevne pianist Jørgen Thomsen spille værker af Beethoven og Chopin i den smukke og stemningsfulde Riddersal. Aftenens solist er ikke hvem som helst, men er uddannet hos Georg Vasarhelyi og senere Claudio Arrau i New York i 1963-64. Efter debuten blev Jørgen Thomsen tilknyttet Det jyske Musikkonservatorium som docent frem til sin pension i 2001. Jørgen Thomsen har optrådt jævnligt både som solist og som kammermusiker. Navnlig høstede han stor anerkendelse for en serie klaveraftener i Musikhuset i Århus i perioden 1991-94 med en række hovedværker i den klassiske musik - Chopin, Brahms, Händel, Liszt, Schubert og Beethoven. Entréen denne aften er 60 kr. og billetter kan bestilles på tlf. 8648 3001.
Kilde: Grenaa Bladet
sof