Den opmærksomme læser vil givet have studset lidt over sidste uges marathon-inspirations-side i Grenaa Bladet.
Dels havde der i en af artiklerne indsneget sig noget film-info fra Grenaa Kino, og dels havde »nissen« ændret nogle løbe-anbefalinger fra km. pr. måned til km. pr. uge! Så vi tager lige det hele én gang til:
»Helmarathon: Her skal man have løbet ture hele vinteren, helst 50-80 km i januar og februar, samt 70-100 km i marts. I april måned skal man ligge på 25-35 km pr. uge fordelt på 3-5 dage. Igen helst med en lang tur pr. uge på 10-12 km. Når man løber disse ture på 10-12 km. er det en god idé at have væske med. Jeg vil lige kort fortælle, hvad man skal »igennem« på vej mod helmarathon. Maj måned bliver omkring 130-160 km. med længste ture på 14-17 km. Juni skal ligge på 160-190 km., hvor man sidst på måneden skal prøve kræfter med ture op til 21-25 km. Juli bliver på 200-250 km. og skal der løbes 2 ture på 28-33 km. Disse sidste lange ture kan vi løbe flere sammen, hvis nogen har lyst.
Træningen til halv- og helmarathon skal foregå i et tempo, hvor man kan løbe hele den planlagte distance, i stedet for et højere tempo, hvor man er nødt til at stoppe og gå et par gange. Så glem alt om tempo. Først flere og flere km., dernæst kan man så begynde at øge hastigheden«.
Det skal lige for en god ordens skyld nævnes, at anbefalingerne kommer fra den lokale ultra-løber Søren Rønn Hansen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof