»Ebeltoft Art« - bestående af kunstnerne Anne-Lise Kjær Kristensen, Yvonne Justesen, Jytte Nielsen og Anne Kilde - åbner deres nye fællesudstilling fredag den 9. maj i Art House Of Djursland i Enslev ved Grenaa.
Udstillingen rummer mange værker af alle fire, og kunsterne vil denne fredag aften være tilstede for at kunne fortælle omkring deres værker.
Når man spørger kunstnerne, hvordan de ser og tænker deres kunst, siger de som følger:
Anne-Lise Kjær Kristensen: Min styrke ligger mest i det figurative og meget gerne portrætter, hvor virkningen af lys og skygge bliver rigtig spændende - og kan gøre hele forskellen. Farverne må man selv give sin tilværelse, og det at male eller nyde andres værker, kan man godt blive afhængig af.
Yvonne Justesen: Jeg er mest eksperimenterende med bl.a. papir, kobber og oxydering - og søger hele tiden nye muligheder i udtryksformen. Mine arbejdsområder er håndgjort papir - som bliver til skåle, fade og collager. Maleri, akryl og blandform.
Jytte Nielsen: Farverne er af stor betydning for mig. Farver er energi, følelser, livsglæde og fantasi. Min nysgerrighed giver mig lyst til hele tiden at prøve noget nyt. Jeg arbejder med akryl på lærred.
Anne Kilde: Farver, stemninger og glæde møder beskueren, når de betragter mine abstrakte billeder, der er ført med stor hånd og brede penselstrøg på store lærreder. Værkerne har ikke noget navn. Motivet er ikke det vigtigste, men farvernes sam- og modspil.
Art House of Djursland er ved åbningen af denne lokale kunstnergruppes udstilling vært ved et let traktement - og et godt glas fransk grand cru-rødvin, direkte importeret fra Saint-Emilion - Chateau Haut-Brisson. Udstillingen kan ses hos Art House of Djursland i maj og juni måned alle dage.
Kilde: Grenaa Bladet
sof