Fredag den 2. maj kl. 12.00 genåbnede frisørsalonen på adressen Lillegade 3 i Grenaa ovenpå en større ombygning og modernisering i forbindelse med, at Joan Thygesen har overdraget salonen fuldt og helt til sin søn Carsten Thygesen, der har benyttet lejligheden til at ændre salonens navn fra Salon Thygesen til Frisør Thygesen.
Mor og søn har nemlig delt forretningen i to, således at Carsten fremover står for frisørsalonen, mens Joan står for parykvirksomheden - omend hun stadigvæk vil være aktiv i frisørsalonen i et vist omfang.
Der er flere nyheder i salonen her i forbindelse med ombygningen og generationsskiftet, og én af dem er massagestolen Real Pro Premimum, der er blevet kåret som en af verdens bedste massagestole og anbefales af den amerikanske kiropraktorforening. Man kan vælge en afslappende massage fra top til tå, eller vælge massage på nøjagtig det sted, man har behov for. Massagestolen er opstillet i en seperat kabine og en behandling varer 15 minutter. Hele maj måned kan man få en behandling i stolen til en speciel åbningstilbuds-pris. I forbindelse med en frisør-behandling i salonen her i maj måned får man i øvrigt et gavebevis i til en behandling i massagestolen.
En anden nyhed i salonen er, at man nu kan booke en tid hos Frisør Thygesen via internettet. Det kan foregå via hjemmesideadressen www.frisor-thygesen.dk. Internet-handel med salonens forskellige hår- og hudplejeprodukter er en tredje nyhed. Denne webhop finder man på www.haar-produkt.dk.
Kilde: Grenaa Bladet
sof