Der er nu konstateret tre tilfælde af krybskytteri på Norddjursland inden for de seneste fire uger. På den baggrund ønsker formanden for Auning Jagtforening, Ove Dam Nielsen, mere fokus på krybskytteri.
Ove Dam Nielsen foreslår, at der etableres en hjemmeside, hvortil folk kan meddele, når de har været vidner til ulovlig jagt. Han er hertil inspireret af de danske lystfiskere, der på deres hjemmeside www.ulovlige.net kan rapportere om ulovlige net, som er sat op. Nu vil jagtforeningsformanden fra Auning sætte sig i kontakt med Jægerforbundet med henblik på at få oprettet en lignende hjemmeside, hvor vigtige oplysninger om krybskytteri kan registreres.
Behov for hjælp
Til TV 2 Østjylland siger Ove Dam Nielsen:
– Vi har behov for hjælp nu til at afsløre krybskytterne. Vi gør selvfølgelig selv noget ekstra for tiden. Men hvis man kunne fÃ¥ andre brugere af naturen til at kigge efter noget, der virker mistænkeligt, f.eks. et dødt dyr, og indrapportere dette - sÃ¥ vil det være fint.
Som nævnt er tre rådyr inden for fire uger blevet skudt og slagtet på Norddjursland. Det første tilfælde af krybskytteri blev konstateret 25. marts ved Gl. Estrup, det andet på Dalsgårdevej ved Grenaa og nu det tredie ved Nimtofte.
I sidste uge skrev vi, at et dødt rådyr, som mandag 7. april blev fundet ved Østenfjeldvej nær Nimtofte, formentlig var blevet påkørt af en bil og herefter død af sine kvæstelser.
Det viser sig nu efter nærmere undersøgelser, at rådyret, der var drægtigt med to lam, blev skamskudt og havde overlevet krybskyttens kugler. I den sårede tilstand kunne rådyret ikke forsvare sig mod angribende ræve og blev dræbt.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof