Dusør på 10.000 kr. efter tyveri af mammut-tænder
Skandinavisk Dyrepark i Nødager ved Kolind har udlovet en dusør på 10.000 kr. for oplysninger, der kan føre til opklaring af det store tyveri af mammut-tænder, som blev stjålet ved et indbrud i dyreparken.
Det er direktøren for Skandinavisk Dyrepark, Frank Vigh-Larsen, der har besluttet at sætte dusøren på spil. Det sker i håbet om, at nogle kan komme med vigtige oplysninger til politiets efterforskning, så sagen kan blive opklaret. Han mener, at der må være nogle i lokalområdet, som ligger inde med viden i den usædvanlige tyverisag.
I forbindelse med indbruddet, som fandt sted natten til søndag 20. april, gik tyvene kynisk til værks. De trak de store stødtænder ud af skelettet på mammutten »Manse«. Også en stødtand og nogle mammut-kindtænder, der var udstillet og lå løse, blev fjernet. Tænderne har en samlet værdi af ca. 100.000 kr. Besynderligt nok var tyvene ligeglade med fladskærme og dyrt værktøj, som de også kunne have taget med, hvis de ville. Dette viser ifølge direktør Frank Vigh-Larsen, at der var tale om et bestillingsarbejde. Direktøren har allerede bestilt et nyt sæt stødtænder til »Manse«.
En stige er et spor
Tyvene kom ind i bygningen Stalden i dyreparken ved hjælp af bl.a. en stige, som er et af politiets spor i efterforskningen. Stigen blev forinden stjålet i en nabovirksomhed, hvor den ikke stod fremme. Det viser, at tyvene har haft et godt lokalkendskab. Dette kan således indikere, at det er tyve fra lokalområdet, som har været på spil efter bestilling udefra.
Det er politiet i Grenaa, som arbejder med opklaringen af sagen. Her bekræfter kriminalassistent Gert Nørholm, at efterforskningen er rettet mod tyve i lokalområdet. Politiet tror ikke, at tyveriet i Skandinavisk Dyrepark har forbindelse med et tyveri natten til 25. december 2007 i Natureshoppen i Rønde, hvor der blev stjålet en udstoppet leopard og flere udstoppede sjældne rovfugle til en samlet værdi af ca. 250.000 kr.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof