Midt om natten blev et ægtepar i Grenaa pludselig vækket af en ung mand, der truede dem med en kniv og krævede penge. Det lykkedes parret at få jaget røveren ud, og ca. en halv time senere blev han under megen dramatik anholdt af politiet. Det var en 17-årig mand fra Grenaa.
Ægteparret slap uskadt, men var naturligvis rystede efter den voldsomme oplevelse midt i nattesøvnen. Ægteparret, der bor i en villa på Mågevej i Grenaa, vågnede natten til fredag 16. maj ved, at en mand stod i deres soveværelse. Da var klokken ca. 01.50.
Manden lyste på dem med sin mobiltelefon og havde en kniv i den ene hånd. Han sagde, at han ville have penge, men ægteparret ville ikke sådan lige parere ordre, og det lykkedes dem at få ham skræmt så meget, at han stak af. På baggrund af det gode signalement, som ægteparret havde givet af røveren, fandt politiet hurtigt frem til ham. 25 minutter senere, kl. 02.15, blev han pågrebet i nærheden. Det lykkedes ham at vriste sig fri af betjentenes greb, og han søgte herefter at løbe fra dem. Unden flugten havde han sin kniv fremme, men kastede den fra sig, og i en indkørsel på Sønder Allé lykkedes det betjentene at få ham overmandet igen. Denne gang brugte betjentene peberspray for at pacificere ham, og han blev straks lagt i håndjern. Den anholdte 17-årige fra Grenaa havde under sin gebærden med kniven fået snitsår i hænderne, der krævede lægebehandling, og han blev kørt til Århus Kommunehospital. Vicepolitikommissær ved politiet i Grenaa, Helle Edelbo, oplyser, at den unge mand ved afhøringen hos politiet virkede psykisk uligevægtig.
I villaen på Mågevej var han kommet ind af en ulåst dør.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof