Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Fra ugen der gik

Korte nyheder fra uge 20

Stjal 4.800 kr. i et klubhus
Mols Motocross Klub har mistet en del penge i forbindelse med et indbrud i klubhuset på Mols Bjerge Vej i Basballe. Tyvene kom ind ved at brække et vindue til toilettet op, og de forsvandt med 4.800 kr. i kontanter og slikvarer for ca. 300 kr.
______________________________________________________________________

Stort tyveri fra spejderhytte
Adskillige værdifulde effekter blev stjålet, da tyve brød ind i spejderhytten på Kvasbrovej i Ramten Skov. Tyvene gik voldsomt til værks. De kom ind gennem et vindue til toilettet, og i kælderetagen sparkede de flere indvendige døre ind. Her stjal de en vaskemaskine og en tørretumbler af mærket Siemens, et bordtennisbord af mærket Stiga, forskelligt værktøj og forskellig service og bestik. Værdien af det stjålne foreligger ikke opgjort.
______________________________________________________________________

Nyt sæt nummer-plader stjålet
Et helt nyt sæt nummerplader, der skulle monteres på en ny bil, er blevet stjålet fra Peugeot-forhandleren på Østervangsvej 1 i Fausing. Pladerne blev onsdag 7. maj lagt oven på bilen, og man nåede ikke at sætte dem på før fyraften. Næste morgen var de væk. De stjålne pladers nummer er ZJ 47 949. På Nimtoftevej i Ryomgård er der stjålet en metalgrøn VW Polo. Den har nummeret VN 50 449.
______________________________________________________________________

Taget med ulovlige rusmidler
Under en patruljetur i Grenaa fik politiet mistanke om, at en 29-årig mand, der gik på Bredstrupvej, var i besiddelse af ulovlige stoffer. Det viste sig at slå til. Han havde ca. fem gram amfetamin og seks Ketogan-piller på sig, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. På grund af et højt morfin-indhold er der en del narkomaner, der bruger Ketogan som rusmiddel.
______________________________________________________________________

Stjal 30.000 kr. på Allingåbro Hotel
Et stort pengetyveri har fundet sted på Allingåbro Hotel på Hovedvejen 9. Et kasseapparat, der indeholdt godt 30.000 kr. i kontanter, er simpelthen fjernet fra hotellet, og det skete mellem søndag 11. maj om aftenen og mandag morgen. Der er ingen tegn på indbrud, så måske har tyven gemt sig efter lukketid.
______________________________________________________________________

Rideudstyr stjålet
Forskelligt rideudstyr til en samlet værdi af ca. 4.000 kr. er stjålet fra Djurslands Rideklub på Fuglsangvej i Grenaa. Tyvene opbrød et skab og stak af med en ridehjelm, ridestøvler og diverse hestehåndværktøj.
______________________________________________________________________

Fra kajak til jolle
Politiet blev pinselørdag kaldt til Fjellerup Strand efter anmeldelse om et bådtyveri, der var i gang.
Et vidne havde set, at to unge mænd tilsyneladende var ved at stjæle en gul jolle med påhængsmotor i vandet ud for Lyngvej. De var kommet sejlende i en kajak og var så hoppet over i jollen. Politiet fik kontakt med de to unge mænd. De sagde, at de bare havde sat sig op i jollen, og at de ikke havde til hensigt at fjerne den. Politiet kunne således ikke bevise tyveri eller forsøg herpå.
______________________________________________________________________

Natligt besøg i tandlægeklinik
Tandlægeklinikken på Glesborg Skole har haft natlige gæster, der var ude efter penge. De kom ind ved at afliste en rude og stak af med en kaffekasse med mønter samt en møntbeholdning fra salg af tandbørster. Det skete natten til fredag 9. maj kl. 04.58, da tyverialarmen gik i gang.
______________________________________________________________________

Indbrud i firma på Grenaa Havn
Efter flere måneders pause har tyve atter slået til mod en virksomhed på Grenaa Havn, hvor det gik udover North Star på Fiskerikajerne 16. Tyvene kravlede op på en balkon på 1. sal og knuste herfra en rude til firmaet, hvor der bl.a. blev stjålet to bærbare computere af mærket Toshiba. Indbruddet fandt sted natten til søndag 11. maj kl. 02.02, da tyverialarmen gik i gang.
______________________________________________________________________

Bus ramt af løbsk golfkugle
En buschauffør blev noget overrasket, da han onsdag 7. maj kl. ca. 10.20 kom kørende på Kolstrupvej lidt nord for Nimtofte. Pludselig blev bussen ramt på taget af en løbsk golfkugle. Der opstod kun ringe skade, og buschaufføren tog efterfølgende selv kontakt til spillerne på den nærliggende Djurs Golfklub på Kolstrupvej 6 C, hvorfra den vildfarne kugle blev skudt. Også politiet blev orienteret om hændelsen.
______________________________________________________________________

Stjal anker fra motorbåd
Der er begået tyveri fra en motorbåd, der stod på en standplads på land i Ebeltoft Skudehavn. Efter at have løsnet presenningen har tyvene taget et 10 kgs anker med blyline, 25 meter ankertov og en bilradio af mærket Pioneer.
______________________________________________________________________

Bådmotor til 65.000 kr. stjålet
En bådmotor til en anmeldt værdi af ca. 65.000 kr. er stjålet fra en båd, der stod ved en ejendom på Randersvej i Syvveje ved Mørke. Motoren er af mærket Yamaha F 60.
______________________________________________________________________

Hårdt kvæstet ved knallert-styrt
En 37-årig mand blev alvorligt kvæstet, da han styrtede med sin knallert i Tved på Mols. Ulykken skete natten til 2. pinsedag, mandag 12. maj, kl. ca. 02. Den 37-årige, der er fra lokalområdet, kom kørende ad Agersvinget i Tved, da han af ukendte årsager væltede, og han blev fundet liggende inde i en have. I bevidstløs tilstand og med blødninger fra bl.a. hovedet blev den 37-årige bragt til Århus Sygehus, hvor han blev hasteopereret.
______________________________________________________________________

Grove gloser mod betjente
En 19-årig mand fra Skødstrup blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven i forbindelse med et halbal i Hornslet Hallen i pinsen. Her gik han ind foran to politiassistenter og kaldte dem for »bøsserøve«. Der satte betjentene grænsen for, hvad de ville finde sig i. Rapportblokken kom frem.
______________________________________________________________________

Knallert-tyverier
Det lokale politi har i den senere tid fået flere anmeldelser om knallerttyverier, som tilsyneladende er i stigning. Politiet efterlyser nu en knallert med nummeret OE 202, der er stjålet på Nimtoftevej i Ryomgård, og en sølvgrå knallert med nummeret LX 244, som er fjernet fra Trimmelbakken i Thorsager.
______________________________________________________________________

Stort udbytte ved dag-indbrud i villa
Ved højlys dag fik tyve et stort udbytte ved et indbrud i en villa på Engholmen i Grenaa.
De kom ind ved at opbryde en dør og fandt nøglen til pengeskabet, hvorfra de tog et digitalkamera og flere tusinde kr. i kontanter. Hvor mange penge, der nøjagtigt er tale om, vil politiet ikke oplyse. Indbruddet fandt sted tirsdag 13. maj mellem kl. 6.45 og 14.40.
______________________________________________________________________

Tasketyv i Kvickly
En tasketyv var pinselørdag ved 17-tiden på spil i Kvickly i Østerbrogade i Grenaa. Fra tasken blev der stjålet en sort læderpung med ca. 150 kr., personlige papirer og en mobiltelefon af mærket Sony.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam