Politikere fra miljø- og teknikudvalgene i Syddjurs og Norddjurs kommuner samt fra RenoDjurs' bestyrelse deltog sammen med en række embedsmænd i en fælles studietur til Holland fra onsdag den 14. maj til fredag den 16. maj.
Formålet med studieturen var blandt andet at få inspiration til de kommende fælles drøftelser om natur, afvanding, vandløb samt landbrugsforhold. Delegationen skulle besigtige et område, »Geldersee Vallei«, hvor det er lykkedes at foretage genopretning af sårbar natur i sameksistens med en meget intensiv landbrugsproduktion. Besøget inkluderede også et møde med lokale politikere og embedsmænd i Houten Kommune, der i størrelse minder om de to kommuner på Djursland.
Derudover indeholdt programmet et besøg på et retableret affaldsdeponi i Assendelft, besigtigelse af et biogasanlæg i Beverwijk, besigtigelse af byudviklingsområder i Amsterdam Havn, samt besøg i Amsterdam. Endvidere orienteredes om den udbredte brug af letbane og sporvogne i Amsterdams kollektive trafik.
Kilde: Grenaa Bladet
sof