En 47-årig mand fra Ebeltoft er i retten idømt en bøde på 1.500 kr. og frakendt førerretten betinget, fordi han i sin bil havde forvoldt et færdselsuheld i Ebeltoft.
Den betingede frakendelse betyder, at han skal bestå en kontrollerende køreprøve for at beholde sit kørekort. Uheldet skete mandag 2. april i fjor kl. ca. 15.35. Idet den 47-årige i sin personbil kørte fra busstoppestedet (Superstop) i Ebeltoft og ud i krydset med Østerallé, ramte bilen en cyklist. Det var en 69-årig mand fra Ebeltoft, der kørte ned ad Østerallé mod nord, og han kom lettere til skade.
Den 47-årige nægtede sig skyldig i tiltalen for at have overtrådt sin ubetingede vigepligt. Han forklarede, at han holdt helt stille før udkørslen og så sig for til begge sider, men bemærkede ikke cyklisten, før denne ramte bilen.
– Det var som om, han var faldet ned fra himlen, sagde tiltalte.
Han betonede, at han altid kører forsigtigt og særligt den dag, da han havde børn med i bilen. Han var meget ked af det skete og hjalp straks den liggende 69-årige.
Som vidne fortalte den 69-årige, at han cyklede langsomt ad cykelstien, og han så ikke bilen før uheldet. Han mente, at der ikke var grund til at gøre mere ved sagen, og han havde heller ikke krævet erstatning. Da den 47-årige havde overtrådt sin ubetingede vigepligt og påkørt cyklisten, som han ikke så trods gode oversigtsforhold, mente Retten i Randers, at han havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Den betingede frakendelse har en prøvetid på tre år.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof