Tendensen for berigelseskriminalitet bliver mere og mere tydelig i Grenaa og omegn: De aktive villa-tyve gider ikke længere arbejde om natten - de foretrækker at begå indbrud i dagtimerne, hvor de fleste er på arbejde, og husene står tomme.
Af Mogens Q. Sloth
I løbet af den seneste uge har politiet i Grenaa modtaget anmeldelser om 14 såkaldte dagindbrud i villaer i Grenaa. Risikoen for at blive opdaget i dagtimerne er naturligvis større, og i flere tilfælde har tyvene været heldige med ikke at blive pågrebet.
Tirsdag 27. maj blev der begået fem dagindbrud, heraf tre i Bavnehøj-kvarterer.
På Lavendelvej - på østsiden af Bavnehøj - blev der stjålet et digitalkamera og 500 euro (ca. 3.750 kr.) Et kontorvindue var brudt op mellem kl. 7 og 15.
På Irisvej - på sydøstsiden af Bavnehøj - søgte tyvene at opbryde et køkkenvindue med en spade, men de kom ikke ind.
På Jasminvej - på nordvestsiden af Bavnehøj - så et vidne kl. ca. 10.30 en bil, en BMW, stoppe op ved en villa, og de tre personer, der var i bilen, virkede meget interesseret i villaen. Da de følte sig opdaget, kørte de hurtigt væk.
Drenge med hættetrøjer set
På Sønder Allé var tyve på spil tirsdag mellem kl. 7 og 12.30. Efter at have opbrudt et vindue gennemrodede tyvene det meste af villaen, men der er formentlig kun taget nogle mønter. Ved villaen har vidner set to drenge i konfirmationsalderen og givet et signalement af dem til politiet. Drengene er 170-175 cm høje, slanke, og de var iført sorte hættetrøjer. Den ene havde en mørk mulepose med sig.
Kl. 16.10 stod tre mænd ved et hus i Storegade, hvor de med et koben forsøgte at brække et vindue op. Der var imidlertid nogen hjemme, og da beboeren kom ind i det rum, hvor de var ved at bryde ind, stak de af.
Fredag 23. maj var der tre dagindbrud i Grenaa. I en villa på Thorsvej var der opbrudt et vindue og stjålet en iPod og en pengekasse med et mindre beløb. I en villa på Valmuevej var der ligeledes brækket et vindue op og et mindre kontant beløb stjålet. Dyner og puder løb tyvene med efter et indbrud i Naturcentrets hytte på Aspevej 18 ved Grenaa Strand.
Tyveturné i Fuglsang-kvarter
I løbet af lørdag 24. maj var dagtyve på spil fire steder. En bærbar PC, nogle flasker spiritus og et mindre pengebeløb blev udbyttet i en villa på Fuglsangvej. En pung med en mindre sum forsvandt efter et indbrud i en villa på Sommerlyst i Grenaa, hvor en terrassedør var brækket op. Ved en villa på Lyngdalvej søgte tyvene forgæves at opbryde vinduer og en dør. Chips og mælk var det sjældne udbytte efter et indbrud i en villa i Tjørnegårdsparken i Trustrup.
På Lykkevej var der indbrud i en villa mandag 26. maj mellem kl. 7 og 15. Et køkkenvindue blev brudt op, og det hele var gennemrodet, da familien kom hjem. Der var forsvundet to sparebøsser med indhold og småpenge fra en skål.
Det var kostbare effekter, tyvene gik efter ved et indbrud i en villa på Industrivej i Auning. De kørte væk med to PH-lamper, flere malerier samt glas og skåle i kongeligt porcelæn og af mærket Holmegaard. En rude til villaen var knust natten til mandag 26. maj.
Mens familien var bortrejst, blev der begået indbrud i en villa på Hammelevvej i Hammelev, og det har ikke kunnet gøres op, hvad der eventuelt er fjernet. Tyvene kom ind ved at opbryde et vindue til et børneværelse.
Kilde: Grenaa Bladet
sof