Norddjurs Kommunalbestyrelse har vedtaget at oprette et ungdomsråd for de 13-24-årige i kommunen.
Formålet med dette ungdomsråd er i højere grad at varetage de unges interesser i Norddjurs Kommune. Det er planen, at rådet skal medvirke til at få realiseret de unges gode idéer, og det skal engagere alle aktive unge i foreningsarbejde, frivilligt arbejde og politisk arbejde.
FÃ¥r 15 medlemmer
Der skal nu vælges 15 medlemmer til ungdomsrådet. Det er meningen, at der skal være tre opstillingsmøder tre forskellige steder i Norddjurs Kommune, og fem fra hvert sted skal vælges til ungdomsrådet. I god tid før valget skal alle institutioner og organisationer, som har med unge at gøre, informeres om valget.
Idéudvikling bliver i første række ungdomsrådets arbejde - idéer til projekter, som der kan arbejdes videre med i både elevråd og klubråd og i hele kommunen.
Som såkaldt "tovholder" skal der tilknyttes en voksen person, der kan virke som en samlende faktor for de planer, som måtte dukke frem fra de forskellige grupper af unge med vidt forskellige interesser - alt efter alderstrin.
Allerede i august 2006 besluttede børne- og ungeudvalget i Norddjurs Kommune, at der skulle oprettes et ungdomsråd. Der blev da nedsat en arbejdsgruppe, bestående af unge og voksne fra forvaltning, ungdomsskole, skoleområdet og foreningslivet, som har udarbejdet et konkret forslag til proces, etablering og vedtægter for ungdomsrådet. Her har Norddjurs Ungdomsskole været projektleder.
26.000 kr. til driften
I kommunens budget for i år er der indarbejdet knap 26.000 kr. til ungdomsrådets drift.
Der har været nogen uenighed om, i hvor vid udstrækning ungdomsrådet skal have høringsret i kommunale sager.
På kommunalbestyrelsesmødet forleden blev man enige om at vedtage et forslag, der var fremsat af Olaf K. Madsen (L). Han foreslog, at omfanget af høringer aftales mellem kommunalbestyrelsen og ungdomsrådet, når dette er nedsat. Sådan blev det.
Det er Norddjurs Ungdomsskole, der fremover skal varetage ungdomsrådets administrative opgaver, herunder tovholderfunktionen.
Andre steder i landet viser erfaringer, at det kan være vanskeligt at få en kontinuitet i et kommunalt ungdomsråds arbejde, idet de unge ildsjæle i rådene i mange tilfælde rejser fra kommunen for at videreuddanne sig andre steder.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof