Norddjurs var med på årets Gl. Estrup Landbrugsmesse
Naturen, bosætningen og arbejdspladser - det var hovedtemaerne på Norddjurs Kommunes stand på Gl. Estrup Landbrugsmesse i den netop forgangne weekend.
 Norddjurs Kommune deltog med sin egen stand i forbindelse med weekendens Gl. Estrup Landbrugsmesse ved Auning.
|
Teltet var placeret i temaområdet for »Fritid, kultur og bosætning«, tæt på hovedindgangen. Publikum fik lejlighed til selv at prøve i en spørgeleg, hvor godt man kender sin kommune. 19 luftfotos viste stederne, og man kunne vinde en flot præmie, hvis man havde alle 19 rigtige.
Sundhedsafdelingen viste for sin del et overblik over, hvilke sundhedstilbud afdelingen p.t. har til borgerne. Der var også lejlighed til at prøve en af afdelingens kondicykler.
Udviklingsafdelingen præsenterede kommunens nye kort over alle eksisterende stier, naturlejrpladser og shelters m.v. indenfor kommunens grænser.
Desuden præsenteredes Energiland, som er Norddjurs og Syddjurs Kommuners fælles satsning på energiområdet.
Djurslands Museum viste et tema om Kolindsund gennem tiderne, og kombinerede det med en spørgeleg for børn. Der var præmier til alle, som svarede rigtigt på alle spørgsmål.
Udenfor teltet viste bl.a. Naturcenter Norddjurs og Djursland for Fuld Damp, hvad de kan præstere hver især.
Lørdag eftermiddag optrådte Norddjurs Musikskoles voksenkor på tema-områdets scene. På programmet stod blandt andet danske sange. På standen kunne man også møde politikerne fra Norddjurs til en uformel snak om udviklingen af »Fremtidens Kommune«.
På standen kunne man også finde et rigt udvalg af kort og foldere til at tage med hjem.
Kilde: Grenaa Bladet
sof