Personale i Djurs Sommerland stoppede forleden den nye rutschebane, »Piraten«, før tid, fordi man ville have fat i en gruppe mænd, som efter en episode om manglende betaling var uønskede i forlystelsesparken.
Det endte med, at 12 mænd i alderen fra 19 til 29 år fra det vestlige Århus blev tilbageholdt af personalet og politiet, der var blevet tilkaldt. På grund af den opførsel, de havde vist, fik de 12 mænd inddraget deres årskort og erklæret uønskede i forlystelsesparken fremover.
Det var uenighed om en regning på en restaurant i Djurs Sommerland, som lørdag 31. maj ved godt 17-tiden førte til episoden. Personale i restauranten mente, at gruppen af unge ikke havde betalt for alt, hvad de havde indtaget, da de forlod stedet. Og i det hele taget følte personalet i sommerlandet sig utrygge ved de unge mænds fremtoning.
Personalet ville derfor have fat i de unge mænd og opdagede senere, at de var taget med »Piraten« - Danmarks største rutschebane.
Sad i luften og ventede på politiet
Man besluttede at stoppe rutschebanen før tid - mens alle vogne befandt sig i luften, og der sad folk og ventede, indtil politiet kom. Da betjentene nåede frem, blev vognene én efter én langsomt kørt ned og låst op. Politiet tjekkede så alle personer og fik navn, adresse og personnummer på de 12 mænd, som personalet mente havde opført sig uheldigt. De blev ikke sigtet for overtrædelser af love eller regler, men erklæret uønskede og vist ud.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof