En 28-årig mand fra Århus, der ejer et firma i Århus, blev kvæstet, da han ved et firma-arrangement på Ring Djursland blev påkørt af en sportsvogn, som en af hans ansatte var fører af.
Århus-firmaet havde torsdag 5. juni lejet den 1.750 meter lange asfaltbane ved Pederstrup til et lukket firma-arrangement, hvor de ansatte kunne få lov til at afprøve deres færdigheder med hurtige biler.
Ved 10.25-tiden gik det galt. En af de ansatte kørte i en Audi R8 sportsvogn rundt på banen, og han havde tilsyneladende overvurderet sine køreevner. I en kurve kom sportsvognen i skred og tørnede ind i autoværnet, hvorefter den ramte hans 28-årige chef. Med bl.a. åbent benbrud blev han kørt til Århus Sygehus, hvor han blev indlagt.
Ifølge politiets foreløbige undersøgelser stod den 28-årige lidt for langt fremme i forhold til sikkerhedsreglerne på banen. Politiet betragter sagen som et arbejdsuheld og har underrettet Arbejdstilsynet, der foretager nærmere undersøgelser.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof