Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Tyvene går nu mest efter penge

Døgnrapporterne hos politiet i Grenaa har i den forløbne uge været præget af mange indbrudsanmeldelser. Kendetegnende for de fleste indbrud er, at tyvene nu mest går efter penge, mens markedet for fladskærme og computere synes at være mættet.

Af Mogens Q. Sloth

Udenlandsk valuta, der svarer til ca. 16.000 danske kr., blev stjålet ved et frækt og hurtigt gennemført indbrud i en villa på Mågevej i Grenaa. Tyvene kom ind gennem et vindue til soveværelset og fandt frem til penge. Det drejer sig om ca. 2.000 euro og ca. 1.000 zloty (polsk møntenhed).
Et vidne så to unge mænd ved villaen på Mågevej fredag 6. juni kl. ca. 19.40, og efter indbruddet løb de mod Fuglevænget. Efter signalementet er de begge ca. 20 år, og de bar begge en hvid t-shirt og shorts. En af dem havde et udenlandsk udseende. Politiet vil gerne have tip i sagen.
Ca. 2.500 kr. i kontanter løb tyvene med efter et indbrud på viceværtkontoret på Solskrænten i Grenaa. Tyvene brækkede en indvendig kontordør op i weekenden 7.-9. juni, og efter at have gennemrodet skabe og skuffer fandt de pengene.

Ulåste huse

Via en ulåst hoveddør sneg en tyv sig ved højlys dag ind i et hus på Havnevej i Grenaa. Udbyttet blev en pung med ca. 2.000 kr., to par solbriller og nogle nøgler.
Der var heller ikke låst i et hus på Kastbjergvej i Hedegård ved Glesborg, da en tyv listede sig ind mandag 9. juni kl. ca. 9.45. Den kvindelige beboer opholdt sig på 1. sal, og da hun opdagede og overraskede tyven, løb han derfra uden udbytte.
På Obdrupvej ved Trustrup var der indbrud i en villa natten til fredag 6. juni. En rude i en fordør var knust og hele huset gennemrodet, men der er formentlig ikke taget noget.
Ved et indbrud i en jagthytte på Glesborg Kærvej ved Glesborg blev der taget en plæneklipper af mærket Stiga.

Sultne tyve

Det var sultne tyve, som brød ind i et sommerhus på Lyngbakken ved Skovgårde Strand. De tømte fryseren for kødvarer, og desuden stjal de en kaffemaskine, en el-kedel, en ghettoblaster og ca. 300 kr. i mønter. To strandtasker blev brugt til at bære "rovet" væk i.
Effekter til en værdi af ca. 4.000 kr. er stjålet fra institutionen på Toresvej i Emmelev ved Rimsø. Det drejer sig om en overfræser af mærket Dewalt, model 615, og et sæt fræsejern, der er indgraveret VP.
Fiskeinteresserede tyve brød natten til tirsdag 10. juni ind i Djurs Fiskepark på Kanalvej i Fannerup. De kom ind i forretningen ved at knuse en rude i en dør, og de stak af med noget fiskeudstyr og et kasseapparat med et mindre pengebeløb.
På Mastrupvej i Godthåb ved Ginnerup har der været indbrud i en garage. Tyven kom ind efter at have skruet beslaget af og fjernede en startup-booster (transportabelt batteri), et par startkabler og en værktøjskasse.
Mens en ældre kvinde lå og sov, blev der begået indbrud i hendes hjem i Lillegade i Ørsted. Tyven kom ind gennem et badeværelse-vindue, der stod på klem, og udbyttet blev en pung med et mindre pengebeløb og personlige papirer. Det skete natten til mandag 9. juni.
For tredie gang inden for få måneder har tyve været på spil på Allingåbro Hotel i Hovedgaden. Natten til mandag 9. juni blev et vindue til restaurationen brudt op med et redskab, og tyvene kom derfra med nogle flasker vin og spiritus.
I Vestergade i Auning har der været indbrud i en institution. Der var brækket et vindue op til et aktivitetscenter, men der er formentlig ikke taget noget.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam