I løbet af torsdag 5. juni blev seks trafikanter på Djursland anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Det var tre bilister og tre knallertkørere, og alle blev afsløret i forbindelse med politiets patruljeture. På denne fars dag var det alle mænd, der blev taget med for høje promiller. For spirituskørsel i bil blev følgende tre sigtet: En 50-årig mand fra Ørum-egnen, stoppet på Mårupvej i Kolind, - en 25-årig mand fra Ryomgård på Bugtrupvej i Kolind, og han kørte tilmed uden kørekort, der er ham frakendt. Som omtalt i sidste uge blev en 50-årig mand fra Kolind-egnen også anholdt på Bugtrupvej i Kolind, og det var anden gang inden for et døgn, han blev afsløret med en for høj promille.
Følgende tre knallertkørere blev taget for spritkørsel: En 40-årig mand fra Ryomgård i Stenvad, en 59-årig mand fra lokalområdet på Århusvej i Vivild og en 38-årig mand fra Ryomgård i Vestergade i Ryomgård. To blev afsløret i at køre bil, selv om de er frakendt førerretten. Det var en 20-årig mand fra lokalområdet på Rougsøvej i Ørsted og en 43-årig mand fra Randers på Strandvejen i Fjellerup.
Natten til søndag 8. juni kl. 02.06 opdagede politiet, at en såkaldt 45-knallert kørte på fortovet i Mogensgade i Grenaa. Føreren, en 25-årig mand fra Grenaa, blev stoppet, og han blev desuden sigtet for spirituskørsel uden kørekort og uden styrthjelm. En stor bøde venter.
Under en patruljetur i Ebeltoft natten til tirsdag 10. juni standsede betjente på Østerallé en knallertkører, der havde en passager bagpå. Det viste sig, at knallerten var boret, og føreren, en 22-årig mand fra Balle-egnen, kan lige som de øvrige vente en større regning.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof