Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Fra ugen der gik

Korte nyheder fra uge 24

Motorcykel stjålet i Søgade
Politiet har fået anmeldelse om et tyveri af en motorcykel i Søgade ved Grenaa Havn. Der er tale om en sort Yamaha med nummeret DM 12 716, som forsvandt mellem tirsdag aften og onsdag aften i sidste uge.
_________________________________________________________________

Indbrud hos sovende kvinde
Mens en ældre kvinde lå og sov, blev der begået indbrudstyveri i hendes villa på Dr. Frandsens Vej i Ørsted. Indbruddet fandt sted natten til onsdag 4. juni, og tyven kom ind ved at opbryde et vindue. Om morgenen opdagede kvinden indbruddet og konstaterede, at hendes taske med pung var væk. Senere fandt hun tasken smidt i haven, og der var taget ca. 2.000 kr. fra pungen.
_________________________________________________________________

Kvinde jagede tyv på flugt
En kvinde, der bor i en villa på Dr. Høegs Vej i Ørsted, havde held til at jage en indbrudstyv på flugt. Kl. 02.45 natten til mandag 9. juni forsøgte en ung mand at komme ind gennem et dårligt sikret vindue, men vækkede herved den kvinde, der bor i huset. Da han blev overrasket af hendes tilstedekomst, stak han af uden udbytte.
Kvinden har givet følgende signalement af tyven: 16-18 år, iført mørkt tøj, hættetrøje og hue.
_________________________________________________________________

Telefon-kup i Føtex
Føtex på Nordre Strandvej i Ebeltoft har gjort op, at der blev stjålet 52 mobiltelefoner ved et indbrud i varehuset natten til mandag 2. juni. De mange telefoner blev taget fra Sonofon-standen.
Natten til torsdag 5. juni kl. 01.15 gik tyverialarmen på ny i Føtex, men denne gang blev der tilsyneladende ikke taget noget. På alarmtidspunktet var varehusets bager mødt på arbejde, men han havde hverken hørt alarm eller tyve.
_________________________________________________________________

17-årig påkørt af bil i Ebeltoft
En 17-årig pige fra lokalområdet kom lettere til skade ved et færdselsuheld i Østerallé i Ebeltoft, hvor hun til fods blev ramt af en bil.
Bilen førtes af en 85-årig mand fra lokalområdet. Fra p-pladsen ved Kvickly var han på vej ud på Østerallé, da han kom til at påkøre den 17-årige. Hun gik på fortovet i retning mod nord. Pigen kom til skade med sin ene fod, oplyser politiet. Uheldet skete lørdag 7. juni ved 11.15-tiden.
_________________________________________________________________

Nummerplader stjæles fra biler
At stjæle nummerplader fra biler bliver stadig mere almindeligt. Under indbrudstogter og tyveri af benzin fra tankstationer ser man oftere, at tyvenes biler er forsynet med plader, der stammer fra andre biler. Senest er der stjålet et sæt nummerplader fra en bil, der holdt i Skanseparken i Ebeltoft. Nummeret er UR 39 975.
_________________________________________________________________

Dagtyv fandt 4.000 kr. i villa
En dagtyv fik en god dagløn ud af et indbrud i et hus på Sivestedvej i Sivested ved Kolind. På bagsiden af huset aflistede han en rude, hvorefter han gennemsøgte skabe og skuffer og fandt ca. 4.000 kr. i kontanter. Det skete mandag 9. juni ved 9.30-tiden.
_________________________________________________________________

Bådtyverier i vigen fortsætter
De senere måneder er der begået en del tyverier af både og påhængsmotorer i Ebeltoft Vig, og tyverierne fortsætter.
Senest er der på NATO-molen ved Kystvejen nær Lyngsbæk Strand stjålet en helt ny gummibåd med tilbehør, som har en værdi af ca. 30.000 kr. Båden er af mærket Quick Silver og har specielle forstærkninger på siderne. Den er forsynet med en fire HK påhængsmotor af mærket Mariner, og i den lå en redningsvest og en benzindunk. Tyveriet fandt sted natten til mandag 9. juni.
_________________________________________________________________

Biltyveri ved Posthaven
På p-pladsen ved ældrecentret Posthaven i Grenaa er der stjålet en Mazda 626 af ældre årgang. Bilen, der har nummeret YY 56 890, forsvandt natten til tirsdag 10. juni.
Samme nat havde tyve fokus på tre biler på Lergravsvej i Grenaa. Her knuste de en rude i en bil og forsøgte at kortslutte tændingen, men uden held. I to andre biler var der også knust ruder, og i en af dem var der afmonteret en cd-afspiller, som tyvene dog ikke fik med. Måske er de blevet afbrudt.
_________________________________________________________________

Indbrudstyve i negleforretning
Negleforretningen i Torvegade i Auning, American Nail Art, har haft besøg af indbrudstyve natten til mandag 9. juni. Efter at have brækket et vindue op stjal de nogle UV-lamper, tilbehør og udstyr til at lave negle med samt godt 300 kr. i kontanter.
_________________________________________________________________

8 kvier gemte sig i en skov
Otte sortbrogede kvier løb tirsdag 10. juni ud af en indhegning ved en gård på Brøndstrupvej i Brøndstrup lidt nordvest for Gjerrild. Herefter gemte kvierne sig i en nærliggende skov, hvor landmanden selv søgte at få fat i dem. For en ordens skyld anmeldte landmanden hændelsen til politiet, hvis nogen dertil skulle rette henvendelse om løse kvier i området.
_________________________________________________________________

Ruder til drivhus knust med brosten
Politiet har fået anmeldelse om et groft tilfælde af hærværk i villa-have på Åboulevarden i Grenaa. Her er flere ruder til et drivhus blevet knust, efter der er kastet med brosten mod dem. Det skete natten til lørdag 7. juni.
Ved højlys dag mandag 9. juni blev en parkeret bil ved ældrecentret Posthaven udsat for hærværk. Bilen er blevet ridset i hele den ene side og på tværs af kølerhjelmen.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam