Ny samlet indgang til myndighedernes informationer i krisesituationer.
Det skal være nemmere at få et overblik over, hvad der sker, og hvad man som borger kan gøre, hvis kriser eller store ulykker rammer Danmark. Det er målet med en ny portal, som offentligheden fra i dag kan klikke sig frem til på internetadressen:
www.kriseinfo.dk.
Portalen er et af regeringens initiativer til at styrke det samlede beredskab og myndighedernes kommunikation med offentligheden i krisesituationer. Den er udviklet i et samarbejde mellem Rigspolitiet, Beredskabsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og en lang række andre centrale myndigheder. Kommunernes Landsforening har også været inddraget i udviklingsarbejdet.
Kriseinfo.dk er en internetportal, der skal fungere som en samlet indgang til myndighedernes informationer og anbefalinger i tilfælde af nationale kriser, store ulykker eller andre usædvanlige hændelser, der kan true mange mennesker.
Større overblik
Portalen bliver løbende opdateret med informationer og links til de myndigheder, der håndterer de konkrete ulykker og kriser. På den måde skal kriseinfo.dk gøre det nemmere at danne sig et overblik over myndighedernes kommunikation til befolkningen under kriser.
Kilde: Norddjurs Kommune
sof