Korte nyheder fra uge 25
Motorcykel fra 1969 stjålet
En motorcykel af mærket Harley-Davidson, årgang 1969, er stjålet fra en ejendom i Nygade i Allingåbro. Den 39 år gamle motorcykel er lilla og har nummeret HK 10 580.
Tyvene kom ind ved at knuse en rude til et værksted. Derfra gik de ind i beboelsen, hvor de tog en sparegris med et mindre beløb. På vej ud fandt de på værkstedet Harley-Davidson-motorcyklen og kørte væk med den.
_____________________________________________________________________
Tyv skræmt af ældre kvinde
En tyv blev skræmt væk i forbindelse med et indbrud i en villa på Hollandsbjergvej i Ørsted. En ældre kvinde, der bor i villaen, vågnede ved 03-tiden natten til torsdag 12. juni, fordi et køkkenvindue blev brækket op. Da hun stod op og gik ud i køkkenet, blev tyven så forskrækket, at han valgte at tage flugten. Kvinden har ikke kunnet give et signalement af tyven.
_____________________________________________________________________
Bådtyve på vigen om natten
Politiet beder nu bådejere langs Ebeltoft Vig om at sikre deres både og påhængsmotorer så godt, som det er muligt. I de seneste uger har bådtyve nemlig ofte været på spil om natten ved vigen.
Politiet har fået anmeldelser om tyverier af ti påhængsmotorer fra både, der ligger ud for stranden, og en motorbåd. Tyvene bruger som regel kraftigt værktøj til at klippe låse og kabler over.
Ebeltoft Politi mener, at det er de samme gerningsmænd, der står bag de mange tyverier.
_____________________________________________________________________
81-årig trafikdræbt
En 81-årig mandlig bilist mistede mandag i sidste uge livet i en soloulykke på Ebeltoftvej i Ebeltoft. Ulykken skete, da bilen passerede gennem et sving mod venstre. Hjulene fik fat i rabatten i højre side, hvorved bilen blev kastet af vejen og endte på hovedet. Den 81-årige mandlige fører var dræbt på stedet.
Kilde: Grenaa Bladet
sof