Stadsingeniør Helmuth Madsen, hans Julie, døtrene Lis og Anne. Harald, politibetjentens søn, Ib Mikkelsen, Bror Henning - samt, ikke at forglemme, lærerkollektivet på Vestre i Grenaa - samt, en hel del andre. Det kan enhver med nostalgi for det gamle Grenaa glæde sig til. Glæden er erindringsbogen »Hørt«, skrevet af Jørn Lund.
Lund er i dag et kendt tv-ansigt, men ellers professor udi dansk - og med rødder i Grenaa. Han boede i ejendommen Østergade 9 fra han var fire til han var 13 og fortæller, med purkens åbne sind, om de Grenaa-folk, han nåede at kende. Det var Grenaa i 1950'erne. Det er erindringsstof af bedste skuffe. Rent guf-guf for alle vi, der husker og mindes det gamle Grenaa med stor glæde. Personerne skildres som de huskes.
Også de lærere, der satte spor i det unge sind: Læreren, der uafladeligt pillede bussemænd og gemte dem i en tændstikæske. Lærerne, som slog - og gerne børn fra socialt mest belastede hjem. De var jo vant til det i forvejen og (måske) havde forældre, der ikke reagerede på den slags.
Men det er også varme portrætter af lærere, der ville noget med undervisningen og som støbte kugler til det, der formede barnet.
Jørn Lund tegner et levende, nærværende og meget spændende portræt af »Byen ved vandet, centrum i landet«. Rent guf-guf. Bogen kan anbefales på det varmeste - og så er det kun at ønske »god nostalgi-læsning«.
Mange hilsner
Jørgen Toubro
Hadsund
(gl. Grenaa-dreng)
Kilde: Grenaa Bladet
sof