Takket være en donation fra Børge Nielsen & Max Wonsylds Fond øremærket til anskaffelse af yderligere to nye klokker til klokkespillet i Grenaa Kirkes tårn, ryger klokkeantallet nu op på 37 klokker - svarende til godt 3 oktaver.
Der mangler endnu 11 små klokker inden der kan meldes fuldt hus i kirketårnet. Klokkerne er allerede bestilt hos Paccard-støberiet i Frankrig, der har leveret de 35 øvrige. De to nye klokker vejer omkring 20 kg stykket og repræsenterer tilsammen en værdi af godt 40.000 kroner. Menighedsrådet er selvsagt meget glade for den fornemme gave, der kommer til at indebære, at klokkenisten vil kunne spille et større repertoire end med de tidligere 35 klokker, der blev hejset op i tårnet umiddelbart før påske.
Klokkefirmaet Thubalka i Vejle, der har stået for hele projekteringen har netop meddelt, at man forventer, at klokkespillet vil stå klart til den lørdag den 26. juli, hvor det vil blive taget i brug ved en koncert. Det er endnu uvist hvornår den officielle indvielse kommer til at finde sted, hvor klokkespillet får sit navn: Dronning Ingrids Klokkespil.
Kilde: Grenaa Bladet
sof