Så skydes musik-arrangementerne i gang på Café Blue Bird (der tidligere hed Café Knoblauch) i Bønnerup Strand med den lokale trio, Sky of Blue, som spiller på caféen lørdag d. 28. juni.
Der vil således være levende musik på cafeen om lørdagen sommeren igennem, og arrangements- kalenderen vil inden længe blive offentliggjort. Aftenen indledes med en musikbuffet, hvorefter trioen tager over og lover en gyngende og groovy aften. Der vil være en mindre entré, hvis man ikke deltager i musik-buffeten.
»Sky of Blue« er kendt som en heftig og energifyldt bluesrock-trio, men bandet har også en unplugged udgave, hvor den elektriske guitar er erstattet med en akustisk ditto, trommesættet er blevet til percussion med congas, djembe, timbales og andet spændende slagtøj, og kun bassen er bibeholdt elektrisk for at bevare den gode og swingende bund i orkestret. Resultatet af denne ommøblering er et bredere repertoire, hvor der nu bliver mulighed for også at høre country, folk songs, latin og reggae i tråd med den mere akustiske instrumentering af bandet. Sky of Blue er: Helge Sørensen (sang og guitar), Tommy Kusk (percussion), og Carsten Sørensen (bas, violin og sang).
Kilde: Grenaa Bladet
sof