Et enigt regionsråd bevilgede onsdag i sidste uge 1,5 mio. kroner til det videre arbejde med at udvikle et sundhedshus i Grenaa.
Men der bliver ikke tale om et nybyggeri. En lokal borgergruppe kaldet Vækstgruppen har tidligere på året præsenteret et meget ambitiøst projekt, hvor en stor del af de nuværende hospitalsbygninger ifølge gruppen burde rives ned for at gøre plads til et moderne nybyggeri. Noget der angiveligt kunne løbe op i en anlægsudgift på 200 mio. kroner samt en mistet indtægt på henved 50 mio. kroner fra et evt. salg af de nuværende bygninger. Den model lagde regionsrådet imidlertid i graven i sidste uge, skriver Århus Stiftstidende den 19. juni.
I stedet skal der nu arbejdes hen imod en konkret løsning, hvor der er to modeller at vælge imellem. Den ene model vil omfatte en renovering, så der indrettes kommunal genoptræning i stueplan, 20-22 klinikker til de praktiserende læger på 1. og 2. sal samt kontorer i tagetagen. Den anden model svarer i vid udstrækning til den første, men suppleres med en nybygget lægefløj til de eksisterende bygninger. Model 1 ventes at ville koste cirka 44,3 mio. kroner, mens model 2 vil løbe op i små 70 mio. kroner. De praktiserende læger, der har involveret sig i sundhedshus-planerne, anbefaler ifølge »Stiften« entydigt model 2.
De to lokale regionsrådsmedlemmer, Gert Schou (S), og Alice Espeholt (V), havde følgende kommentar til regionsrådets beslutning om her og nu at afsætte 1,5 mio. kroner til en videreudvikling af projektet:
– Endelig sker der noget. Det er dejligt, at kommunen og de praktiserende læger er parate til at være med. Men det vil ogsÃ¥ kræve, at der gives bindende tilsagn, sagde Gert Schou.
– Jeg er overbevist om, at der er en stigende positiv lokal interesse for at være med, sagde Alice Espeholt ifølge »Stiften«.
Kilde: Grenaa Bladet
sof