En Storm P-agtig maskine skal i brug, når Banedanmark ombygger tre km spor fra 1954 på Grenaabanen.
Fem jernbaneoverkørsler på Grenaabanen er så slidte og ubehagelige at passere for passagerer både i biler og i tog, at Banedanmark nu renoverer dem. Den ene ligger mellem Ryomgård og Kolind, hvor Banedanmark samtidig forbedrer fem markoverkørsler og bygger tre km spor om. De øvrige fire overkørsler ligger mellem Trustrup og Grenaa. Berørte naboer til overkørslerne får direkte besked af Banedanmark, og skilte gør opmærksom på omkørselsveje.
Ombygningen foregår fra den 30. juni til den 6. juli, hvor Banedanmark arbejder i døgndrift.
Arbejdet i de fem overkørsler består i at fjerne de eksisterende materialer, etablere ny bund med dræn samt at lægge nye skinner og sveller i overkørslen. Arbejdet vil strække sig ca. 15 m på hver side af den enkelte overkørsel. Til sidst lægger Banedanmark strailplader mellem skinnerne, der gør, at overkørslen bliver mere behagelig at passere for vejtrafikken. På ydersiden af skinnen bliver der asfalteret.
Mens Banedanmark arbejder vil der være en del trafik af arbejdskøretøjer i området, og for naboerne kan der være gener i form af støj, støv, vibrationer eller lys om natten.
Ca. 2 måneder efter ombygningen skal overkørslerne efterjusteres, hvilket medfører, at overkørslerne bliver lukket kortvarigt, formodentlig en nat.
Storm P. på banen
Selve sporet på den ca. tre km lange strækning mellem Ryomgård og Kolind daterer sig helt tilbage til 1954 og trænger hårdt til udskiftning. Til arbejdet benytter Banedanmark et avanceret sporombygningstog, som Storm P. ikke kunne have gjort bedre. Det flere hundrede meter lange tog bevæger sig fremad på en kombination af skiftevis skinner og en slags traktordæk. Toget er i stand til i én samlet arbejdsgang at fjerne eksisterende skinner og sveller og erstatte dem med nyt.
Sporombygningstoget bliver suppleret af en ballastrenser, et andet stort tog, som skovler de gamle skærver op, sorterer dem gennem en sigte, så de ubrugbare dele bliver sorteret fra, og spytter resten ud igen. Endelig kører en sporstopper strækningen igennem, mens den skubber skærverne ind under svellerne, så sporet kommer til at ligge korrekt.
Kilde: Grenaa Bladet
sof