Torsdag 10. juli er der foredrags-aften på Djurslands Museum i Grenaa. Emnet er flintøkser, der repræsenterer verdens ældste teknologi.
Hvordan så de første menneskers redskaber ud. Hvad formåede vore allerældste forfædre med hensyn til håndværk, formgivning og planlægning for en halv til en million år tilbage? Var de så primitive og tilbagestående som mange tror?
Arkæologen Bo Madsen er netop hjemvendt fra Qatars ørken, hvor han har ledet en ekspedition, som for første gang i Sydarabien fandt bopladser med redskaber, der er 700.000-800.000 år gamle. Bo Madsen vil fortælle om opdagelsen af fundene og i praksis vise hvordan urmenneskene udhuggede kæmpestore flintskiver til fremstilling af flotte håndkiler, knive, skrabere og andre redskaber. Bo Madsen har i mange år arbejdet med eksperimentel fremstilling af stenredskaber og har til formålet hjembragt flint fra Mellemøsten. På billedet ses museumschefen Faisal al-Naimi og Bo Madsen på en fundplads i Qatars vestlige ørken.
Kilde: Grenaa Bladet
sof