En 35-årig mand fra Grenaa forsøgte forgæves at betale sig fri efter, at han var blevet afsløret som indbrudstyv og tilbageholdt af civile på p-pladsen ved Vibæk Strandvej i Ebeltoft.
Af Mogens Q. Sloth
Han blev senere anholdt af politiet og sigtet for to tyverier på p-pladsen. Episoden fandt sted lørdag 28. juni ved 11-tiden, da to unge mænd skulle ud at surfe på bølgerne i Ebeltoft Vig, og de havde efterladt deres bil på p-pladsen ved Vibæk Strandvej.
Mens de to mænd stod på strandbredden, hæftede de sig ved en mand på knallert, der kom kørende i nærheden. Han så mistænkelig ud, og de besluttede at holde øje med ham. Deres mistanke holdt stik.
Manden på knallert kørte hen til deres bil, hvor han med en hammer knuste en siderude. Fra bilen tog han noget tøj, som han stak af med. De to windsurfere løb efter manden og fik ham hurtigt indhentet og tilbageholdt.
Manden tog så en pung frem, der indeholdt udenlandske penge, og tilbød at betale windsurferne et større beløb, hvis de til gengæld ville slippe ham. Dette tilbud blev afslået.
Hans pung stjålet fra en norsk bil
Mens de stod og snakkede ved p-pladsen, kom en norsk kvinde forbi, og hun genkendte den pung, som den afslørede tyv havde fremme. Det var hendes datters.
Den norske kvinde, hendes mand og en datter skulle lørdag eftermiddag på ferieophold i et sommerhus ved Ebeltoft og havde gjort holdt ved p-pladsen. Mens moderen og datteren gik en tur ved stranden, lagde manden sig til at sove i bilen. Mens han sov, åbnede en tyv bildøren, rakte ind og tog en rygsæk med datterens pung og mobiltelefon. Pungen indeholdt ca. 1.650 norske kr.
Det var denne pung, som den tilbageholdte 35-årige var i besiddelse af, og nu var han lige pludselig afsløret i ikke kun ét, men to tyverier.
Det tilkaldte politi anholdt den 35-årige mand fra Grenaa og kørte ham til Århus Politigård. Her blev han sigtet for de to tyverier og senere løsladt efter afhøring. En del af de 1.650 norske kr., der var i pungen, er ikke blevet fundet.
Kilde: Grenaa Bladet
sof