Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Lang sagsbehandlingstid reddede 49-årig fra Nimtofte for fængsel!

Anklagemyndigheden krævede en 49-årig mand fra Nimtofte idømt en fængselsstraf for ulovlig våbenbesiddelse og for ulovligt at have opbevaret ca. 30 kg fyrværkeri i sit hjem, men i retten slap han med 30 dages betinget fængsel.

Af Mogens Q. Sloth

Retten i Randers begrundede den betingede dom med den lange sagsbehandlingstid. Der gik knap halvandet år, inden sagen kom for retten.
Den 49-årige blev kendt skyldig i overtrædelser af våbenloven i forbindelse med et besøg, som politiet aflagde i hans hjem i Nimtofte torsdag 22. december 2006. Her blev han fundet i besiddelse af en skarpladt salonriffel, som han ikke havde politiets tilladelse til. Desuden havde han ikke opbevaret et dobbeltløbet haglgevær og et pumpgun-haglgevær forsvarligt, idet våbnene stod i et ikke godkendt skab, der dog var aflåst, ligesom ca. 850 stk. hagl-ammunition ikke blev opbevaret i et aflåst skab.
Ved ransagningen fandt politiet samtidig ca. 30 kg fyrværkeri, som også blev beslaglagt. I den forbindelse blev han dømt for uden tilladelse at have købt og opbevaret fem krysantemum-bomber (i alt 6,5 kg), 142 US Army-kanonslag (i alt 21,3 kg), 78 forskellige kanonslag (ca. et kg) og 26 røde ikke fabriksfremstillede kanonslag (ca. et kg).

Fandt cannabisplanter

Han dømtes også for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, idet politiet ved samme lejlighed fandt 4,2 kg tørrede cannabisplanter til eget forbrug.
Den 49-årige erkendte sig skyldig i det, han var anklaget for, men bad om, at pumpgunnen og jagtgeværet ikke blev konfiskeret. Men retten bestemte, at alt det, politiet havde beslaglagt ved ransagningen, og som han blev dømt for, skulle konfiskeres.
Retten fandt det skærpende, at det ene våben var ladt, men formildende, at våbnene dog blev opbevaret i et aflåst skab, ligesom den lange sagsbehandlingstid som nævnt var en formildende omstændighed. Alt i alt faldt vægtskålen ud til 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam