En 18-årig mand fra Grenaa slap i retten med 30 dages betinget fængsel, en bøde på 5.000 kr. og samfundstjeneste for otte ulovlige forhold.
Af Mogens Q. Sloth
Han dømtes for to biltyverier, spirituskørsel i en stjålet bil med uheld, to kørsler uden kørekort og tre tilfælde af hærværk med skader for i alt 3.300 kr. Han var kun 17 år, da forholdene blev begået.
Den unge mand begyndte sin kriminelle løbebane lørdag 18. august i fjor. Da han om aftenen gik på Lavendelvej i Grenaa, ødelagde han tre postkasser ved villaerne nr. 9, 18 og 20, og der skete skader for henholdsvis 800, 1.200 og 1.300 kr.
Godt en måned senere, torsdag 27. september om aftenen, var han ude at køre i en stjålet bil i Grenaa - senest på Skolebakken, hvor han blev stoppet.
Promille på 1,45
På Århusvej i Grenaa stjal han lørdag 26. januar kl. ca. 22.30 en bil og kørte en tur på landet, men på Grenaavej i Thorsø gik det galt 20 minutter senere. I en venstrekurve på 90 grader fik han ikke drejet i tide, og i rabatten i højre side ramte bilen en lygtepæl og nogle buske ud for Grenaavej 97. Han slap uskadt, men blev af politiet taget med til blodprøveudtagning, der viste en promille på 1,45 (svarende til ca. seks genstande i blodet).
Den 18-Ã¥rige erkendte alle forhold.
Retten idømte ham 30 dages betinget fængsel på vilkår af, at han inden for seks måneder udfører ulønnet samfundstjeneste i 30 timer. Desuden skal han betale en tillægsbøde på 5.000 kr. Den betingede dom har et års prøvetid, og i denne periode skal han under tilsyn af Kriminalforsorgen og om fornødent underkaste sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer og alkohol.
Kilde: Grenaa Bladet
sof